COPENHELL tilføjer 6 nye navne til 2018-plakaten
Tremonti, At The Gates & Kellermensch er blandt de seneste tilføjelser
Sidst opdateret
COPENHELL har netop tilføjet 6 nye navne til 2018-plakaten - og der er noget for enhver smag.
Den Københavnske festival har allerede offentgjort en stribe navne, heriblandt Ozzy Osbourne, Avenged Sevenfold, Ghost og Deftones, men rækken fortsætter.
I dag har man således afsløret af følgende bands gæster Refshaleøen, når COPENHELL 2018 afvikles 21-23. juni.
Seneste batch til programmet:
- Tremonti
- Kellermensch
- At The Gates
- Tsjuder
- Defecto
- Skindred
Tremonti
Guitarvirtuosen Mark Tremonti vender tilbage til COPENHELL med sin rasende storm af hurtige riffs og energisk musik. Alter Bridge-guitaristens aggressive rock-soloprojekt er vokset og blevet til et kendt og populært band med tre bomstærke albummer i ryggen, som i høj grad er båret af dygtig sangskrivning og Tremontis strålende vokal.
Kellermensch
Få bands bevæger sig så meget ud over scenekanten – lydmæssigt såvel som fysisk – som det danske rockband KELLERMENSCH. Deres orkesteragtige tilgang til musikken og frontmand Sebastian Wolffs uforlignelige vokal og indlevelse på scenen skaber et helt unikt lydbillede og en koncertoplevelse, hvor man hver eneste gang står tilbage med fornemmelsen af et band, der har givet sig selv hundrede procent.
At The Gates
At The Gates var med til at etablere den melodiske Göteborg-dødsmetal i starten af 90’erne, og de har efter et par dvaleperioder leveret den hårde vare siden 2011. Bandet har lige siden storhedstiden med det skelsættende 1995-album ”Slaughter of the Soul” og frem til det fremragende comeback-album ”At War With Reality” fra 2014 bevaret deres blændende musikalitet.
Forsanger Thomas Lindbergs enorme passion og fremragende publikumskontakt er en hel oplevelse i sig selv – og COPENHELL-publikummet kan roligt glæde sig til et gensyn med gamle metalpionerer.
Tsjuder
Der er dømt rendyrket satanisk ondskab, når de fjendtlige musikdæmoner fra TSJUDER bliver hidkaldt til COPENHELL! De kulsorte nordmænd har spredt deres brutale black metal over hele verden siden 1993, og deres fuldstændigt ubønhørlige lydoffensiv kommer til at fordærve alle sjæle på Refshaleøen til sommer. Der er intet andet valg end at overgive sig betingelsesløst til denne kompromisløse, rendyrkede norske black metal!
Defecto
Danske DEFECTO har været her, der og alle vegne siden debutalbummet ”Excluded” fra 2016. Bandet har med deres riff-tunge, melodiske heavy metal og Nicklas Sonnes uforlignelige vokal frembragt en lyd og stil, der vidner om formatet til at spille på de helt store scener. Det er os en stor fornøjelse at invitere de ambitiøse danskere tilbage til COPENHELL, hvor de uden tvivl vil henrykke publikum.
Skindred
Walisiske SKINDRED disker op med en særegen hybrid af heavy metal, alternativ rock, hardcore punk, dancehall, hiphop, dubstep, reggae og meget andet! Bandet kalder selv deres stil for ”Ragga-metal”, og her er i dén grad tale om musik, der skal høres og opleves live, før man helt forstår, hvad det er! Regn med en medrivende koncert fra et vildt eksplosivt band, der uden tvivl vil presse metalgenrens grænser til det yderste!
Læs mere om programmet her.
LÆS OGSÅ: Ozzy Osbourne, Helloween, Nightwish mfl. til COPENHELL 2018
LÆS OGSÅ: Avenged Sevenfold og flere nye navne fra Copenhell i myROCK Podcast