Hvem spiller på When Copenhell Freezes Over '22?

Få svaret her...

When COPENHELL Freezes Over 2022
ForfatterUdgivet

Helvedes ild brænder hedt året rundt – og alle rock- og metalfans kan nu se frem til COPENHELLs årlige showcase-koncertaften i Vega i starten af næste år med LAMENTARI, DAZE OF JUNE, HERO, GALGE, EYES og LIFESICK på programmet.

Spillestedet Vega på Vesterbro danner atter engang ramme om When COPENHELL Freezes Over, når seks stærke bands om få måneder mødes for at give publikum en varm og mindeværdig koncertaften i vinterkulden. ”Det er back to basics denne gang,” siger COPENHELLs festivalchef Jeppe Nissen:

”When COPENHELL Freezes 2022 handler om at give en flok lovende danske musikere en international fremtid. Det kan være alt fra repræsentation hos pladeselskaber og management til festivalkoncerter – de her bands skal først og fremmest bare have opmærksomhed i udlandet. De seks bands, der er udvalgt til showcase-arrangementet, er et rigtigt godt udsnit af, hvor den hårde danske musikscene står lige nu: De er ekstremt talentfulde og ambitiøse og er kommet godt i gang på deres hjemmebane – og COPENHELL er den platform, der kan give dem et godt rygstød i udlandet. Publikum kan godt begynde at glæde sig til en helt særlig oplevelse!”

LAMENTARI, der netop har imponeret på det nyligt overståede COPENHELL Metal Cruise, står atter klar med deres fascinerende kombination af klassisk musik og ekstrem metal. Bandets skærende skarpe symfoniske black metal er både innovativ og medrivende, og publikum kan allerede nu godt begynde at glæde sig til en koncert med et dansk metalband, der for alvor er på vej ud over rampen.

Det unge band DAZE OF JUNE spiller knusende hård metalcore med både kant og musikalitet. Instrumenterne kører som et buldrende energikraftværk under Benjamin Ganzhorns skiftevis arrige og smukke vokal – forvent en ordentlig mavepuster af en koncert!

H.E.R.O. er ude på en nysgerrig rundrejse i rockmusikkens verden, hvor de eksperimenterer med alt fra storslået stadionrock til fræsende headbanger-riffs med sange, der er sprængfyldt med kraft og dynamik.

Ingen hård koncertaften uden en ordentlig dosis død og ødelæggelse! GALGE ligner måske på overfladen fire pæne drenge, der spiller nydelig og ordentlig musik, men tag ikke fejl: De udspyr sortsvedet og grindy dødsmetal af den rigtigt gode, gamle skole!

EYES overfalder publikum med hidsig hardcorepunk. Det er fjendtlig musik, der flår trommehinderne ud af øregangene, tæsker løs på dem og efterlader dem blødende på gulvet bagefter – præcis som genren foreskriver!

Fredericia-kvintetten LIFESICK spiller beskidt, thrashy hardcore, der mest af alt lyder som en jamsession med Slayer, Power Trip og All Pigs Must Die: Lige dele brutalt og groovy – og rasende som ind i helvede!

Billetsalget til When COPENHELL Freezes Over 2022 starter onsdag den 17. november kl. 10:00 på www.ticketmaster.dk.