myROCK myWAY tager på tur ned gennem Sunset Strip

Den 2,4 km lange strækning i Los Angeles, er kendt for sit vilde natteliv, dekadence og selvfølgelig for at være centrum og fødested for glammetal i 1980'erne. På søndag kl 14. tager Mike Tramp og Emil Schjelde dig med tilbage til The Strip.

Guns N' Roses 1985
ForfatterUdgivet

Sunset Strip er og har altid været et af de allermest ikoniske områder i Los Angeles, kendt for dets vilde natteliv, klubber, casinoer, hustling og pimping. Og selvfølgelig for at være fødestedet for mange af de helt store navne indenfor rock og metal.

Historien og ryet om Sunset Strip som værende et lovløst og mere frigjort område starter allerede helt tilbage i 1920'erne. På det her tidspunkt var Sunset Strip nemlig ikke en del af Los Angeles City, og derfor gjaldt der ikke de samme regler her som der gjorde inde i byen. Det vil eksempelvis sige at gambling rent faktisk var lovligt i det her område, mens det var ulovligt inde i LA by. Det tiltrak jo selvfølgelig en hel masse mennesker og temmelig hurtigt blev Sunset Strip også mødestedet for nogle af Los Angeles' mest prominente mennesker, herunder selvfølgelig en hel masse filmkendisser fra Hollywood der jo ligger lige rundt om hjørnet.

Under alkoholforbuddet op igennem 20'erne og 30'erne var det ligeledes på Sunset Strip at man tog hen for at få serveret alkohol. Her var det dog også ulovligt, men på Sunset Strip havde mange af klubberne skabt hemmelige baglokaler hvor der blev serveret sprut hele natten lang. Helt op til omkring 60'erne var det det foretrukne område for filmstjerner og berømtheder at gå i byen, men det ændrer sig heromkring, hvor det i stedet bliver det centrale mødepunkt for modkulturer der gjorde oprør mod de gældende sociale normer. Og her starter også historien om Sunset Strip som stedet hvor mange musikere mødtes og danner nogle af de største rockbands i historien. Af kunstnere der er blevet kendte og har haft sin storhedstid her i 60'erne og 70'erne kan bl.a. nævnes Frank Zappa, The Doors, The Byrds, The Seeds, Led Zeppelin og mange flere.

I denne udsendelse af myROCK myWAY tager vi fat i dét som Sunset Strip især er kendt for – og det er de glamrockbands der bliver skabt her i 80'erne.

Hør meget mere om hvordan bands som Van Halen, Mötley Crüe, RATT, Poison, LA Guns og Guns N' Roses blev dannet, hvordan de levede og hvordan de slog igennem. Og mon ikke at Mike Tramp også selv har et par historier at fortælle fra den tid?

Værter: Mike Tramp og Emil Schjelde