myROCK Podcast: Candlemass gør episk comeback

32 år efter udgivelsen af den skelsættende debut ”Epicus Doomicus Metallicus” er den originale forsanger, Johan Längquist, vendt tilbage til de svenske doom-legender i Candlemass.

Candlemass The Door To Doom
ForfatterUdgivet
Sidst opdateret

Året er 1986 og rock- og metalverdenen er domineret af thrash og glam. Det er et år der byder på utallige kommende klassikere, som eksempelvis Metallica’s ”Master of Puppets”, Megadeth’s ”Peace Sells..”, Slayer’s ”Reign in Blood”, Kreator’s ”Pleasure To Kill”, Iron Maiden’s ”Somewhere in Time”, Europe’s “The Final Countdown”, Bon Jovi’s ”Slippery When Wet” og mange, mange flere. Det samme gør Candlemass’s debutplade ”Epicus Doomicus Metallicus”. Alle sammen udgivelser der i dag er milepæle indenfor musikverdenen.

Forskellen er blot, at hvor de andre sætter tempoet helt i vejret, går Candlemass imod strømmen og tuner guitaren ned, og i stedet spiller tunge, langsomme riffs i samme ånd som Black Sabbath. En ny genre er skabt: epic doom metal – direkte inspireret af debutpladens titel. Faktum er dog, at selvom den i dag anses for at være et mesterværk, havde den et dårligt salg og en masse dårlige anmeldelser i ryggen. Det var endda også svært at få folk til at spille med i Candlemass, netop fordi de ikke havde den rigtige "sound" – heriblandt en forsanger. Leif Edling, bassist og stifter i bandet var på nippet til at indsynge vokalen selv, som han havde gjort i sit tidligere band Nemesis. I sidste minut fik Edling dog et tip om en talentfuld sanger i form af Johan Längquist. Han bliver hyret ind som session medlem og efter indspilningerne af albummet, vender han tilbage til sit oprindelige band Jonah Quizz.

Candlemass

De efterfølgende tre år udgiver Candlemass ”Nightfall”, ”Ancient Dreams” og ”Tales of Creation” med den kutteklædte Messiah Marcolin i front – indiskutabelt deres mest fremtrædende forsanger. Også han forlader dog bandet i 1991. Som hos de fleste metalbands der har været i gang så længe som Candlemass, er der flere op-og-nedture i karrieren. Heriblandt syv udskiftninger på vokalfronten, en næsten komplet ændring i line-up, et par split-ups og gendannelser. Selv kalder de det for the Curse of Candlemass. Undertegnede kan heller ikke lade være med, at lede tankerne hen på historien omkring det fiktive band Spinal Tap.

I 2012 annoncerede Edling så, at deres seneste plade ”Psalms of the Dead” ville blive deres sidste. Det viste sig, heldigvis, ikke at holde stik. Over tre årtier efter første udgivelse er Johan Längquist nemlig med igen og de udgiver ”The Door To Doom” i 2019. Blandt andet med en gæste-performance fra ingen andre end deres store helt: Tony Iommi. I de 50 år Iommi har været aktiv, har han kun lavet to gæsteindspilninger. Det siger noget om, hvor stort et navn Candlemass i sandhed er.

myROCK Podcast fangede Johan og guitarist Mats ”Mappe” Björkman inden deres koncert til Nordic Noise Festival i Amager Bio, til en snak om at være genforenet, om deres nye album og om at bryde igennem thrashens "wall of sound" og skabe en helt ny genre - med alle odds imod sig.

Hør hele interviewet herunder: