myROCK Podcast: Def Leppard’s Joe Elliot – fra stålarbejder til superstjerne i Rock and Roll Hall of Fame
De har spillet sammen i 42 år, solgt over 100.000.000 albums og er nu optaget i Rock and Roll Hall of Fame. Betyder det så at man går på pension med et stort smil på læben? Hvis du spørger frontmand Joe Elliot, så er svaret klart nej.
Lige siden han som 8-årig knægt samlede sin mors guitar op og lærte de tre første akkorder, var målet klart for Joe Elliot – han skulle være rockstjerne. Det var hans kald. Men der var lang vej fra at være anonym fabriksarbejder i Sheffield til at få superstjernestatus i USA. Den eneste vej derhen var lige frem, igennem hårdt arbejde, vedligeholdelse og en smule held.
Ti år senere skulle en smule uheld vise sig at være netop dét held han behøvede. En novemberdag i 1977 missede Joe sin bus og løb ind i en anden aspirerende musiker, guitaristen Pete Willis. Sammen dannede de gruppen Atomic Mass med bassist Rick Savage og trommeslager Tony Kenning. Kort tid efter ændrede de navn til Deaf Leopard. For at adskille sig fra samtidige punkgrupper, der også havde inkorporeret dyrearter i deres bandnavn, foreslog Elliot dog at de ændrede stavemåden, hvorefter de blev til Def Leppard. Og resten er historie, fristes man til at sige. Kort tid efter dannelsen blev guitarist Steve Clark en del af bandet og blot 15-årige Rick Allen overtog trommerne. Omkring samme tid fik Def Leppard en pladekontrakt med Mercury Records igennem deres manager Peter Mensch, der også repræsenterede et andet stort rockband, AC/DC. De to første albums ”On Through The Night” og ”High ’n’ Dry,” der havde en mere rå og beskidt sound end de senere albums, klarede sig godt både i USA og i Storbritannien. Men det var da bandet begyndte at arbejde sammen med producer John ”Mutt” Lange, at tingene begyndte at tage fart.
42 år er gået siden dannelsen af gruppen, der skulle gå hen og blive et af verdens mest succesfulde rockbands. På mange måder er Def Leppard det ultimative 80’er hard rock band og et af de bedst-sælgende nogensinde med over 100 millioner solgte albums. De har nydt enorm succes bl.a. med udgivelserne af ”Pyromania” fra 1983 og ”Hysteria” fra 1987, der med en storladen stadionrocket trommelyd, catchy guitarriffs og kor-indbydende omkvæd, dominerede på MTV og hitlisterne overalt i verden. Lyden var særligt designet til de kæmpemæssige arenaer og netop MTV, der skulle vise sig at være den helt rigtige strategi. Rundt omkring i verden slog bandet nemlig rekorder for publikumsdeltagere og pladesalget steg og steg. Alene "Hysteria" solgte mere end 25 millioner eksemplarer og havde hele syv singler på den amerikanske top40 - heriblandt "Animal", "Armageddon It", "Rocket" og "Pour Some Sugar on Me". Sidstnævnte er uden tvivl deres signatursang.
Dog har historien om Def Leppard ikke kun opture, men derimod også alvorlige nedture Nytårsaften 1984 kørte trommeslager Rick Allen galt i sin Corvette og mistede sin arm, guitarist Steve Clark kæmpede i mange år med alkoholproblemer og døde i 1991 af alkoholforgiftning og nuværende guitarist Vivian Campbell kæmper i disse tider bravt mod lymfekræft.
Alligevel er Def Leppard et band - eller rettere – en familie, der kæmper hårdt på og har ingen intention om at stoppe igen. Simpelthen fordi ingen af dem kan lade være med at fortsætte.
Den 29. marts blev Def Leppard optaget i Rock and Roll Hall of Fame og inducted af ingen ringere end bandets langvarige ven, Queen’s Brian May. Men betyder det så at man går på pension? Overhovedet ikke.
myROCK Podcast har talt med Joe Elliot om hvad det betyder at blive optaget i sådan en eksklusiv klub, om hvad de største øjeblikke med Def Leppard har været, hvordan man som band holder sammen og rejser sig ovenpå disse ulykkelige skæbner og om der er noget han endnu ikke har opnået.
Hør hele podcasten øverst i artiklen.