myROCK Podcast: Foo Fighter og cow-punker - mød guitarist Chris Shiflett

Fra undergrundspunk til honky tonk. Foo Fighteren Chris Shiflett begår sig som soloartist i countryens navn.

Fra undergrundspunk til autentisk country. Foo Fighter guitaristen Chris Shiflett går tilbage til sine rødder.
ForfatterUdgivet
Sidst opdateret

Foo Fighters guitaristen Chris Shiflett samlede guitaren op da han var 11 år og siden da har han haft svært ved at lægge den fra sig igen. Sådan virker det i hvert fald, når man ser på mandens imponerende bagkatalog der strækker sig over 35 år. Shiflett startede sin karriere med at spille punk-rock i bands som No Use For a Name og Me First and the Gimme Gimmes, der senere skulle gå hen og blive hans vej ind i Dave Grohl’s Foo Fighters, der ledte efter ny guitarist efter Franz Stahl’s exit. Grohl udtalte, at en af begrundelserne for at hyre Shiflett, netop var pga. hans baggrund i undergrunds-punkscenen, hvor Shiflett med sit daværende band Rat Pack, havde opvarmet for Grohls tidligere band Scream. Siden da er det blevet til syv udgivelser med Grohl og co. samt utallige verdensturnéer – den næste bringer dem bl.a. forbi Fængslet i Horsens til juni.

Foo Fighters live

Foto: AP/REX Shutterstock

Som leadguitarist hos arenarockerne i Foo Fighters, skulle man tro at man har nok at se til. Ikke desto mindre har Chris Shiflett, der i år fejrer 20-års jubilæum hos The Foos, gang i en hulens masse andre projekter. Værd at nævne er hans populære podcast ”Walking the Floor”, hvor Shiflett interviewer en bred skare af countrymusikere, sangskrivere, atleter og artister. Ligeledes har Shiflett i flere år forfulgt en solokarriere ved siden af Foo Fighters, hvor han har udgivet tre country-inspirerede albums - to med The Dead Peasants og den seneste "West Coast Town" i eget navn. Shiflett vælger dog selv ikke at kalde det country i sin reneste form, men i stedet kraftigt inspireret af country-genren, samt kunstnere som Merle Haggard, Hank Williams og Buck Owens. Musikmagasinet Rolling Stone har prøvet at definere Shifletts særlige twang mere specifikt og skriver: “Shiflett flawlessly blends blue-collar country punk with a catchy Bakersfield bounce…(and) crafts a sound that is both geographically grounded and wholly his own.”, mens andre indenfor det mere traditionelle country miljø, kort og godt har valgt at brande det som ”cow-punk”, fortæller Shiflett i denne uges myROCK Podcast.

For nyligt udgav Shiflett sin nyeste single ”This Ol’ World” der er skrevet som en reaktion og refleksion over den nuværende politiske verdenssituation, med valget af Donald Trump i USA og Storbritanniens udtrædelse af EU. Singlen er en del af hans nye album ”Hard Lessons” der udkommer til sommer, men allerede nu bringer ham på en UK og Europa turne. Chris Shiflett spiller i Pumpehuset i København d. 9 april.

Hør hele interviewet med Chris Shiflett herunder: