myROCK Podcast: Fra zero til H.E.R.O – små i Danmark, men Big In Japan

Det danske rockband H.E.R.O ligger #1 på den internationale hitliste i Japan for tredje uge i træk, foran kunstnere som Cardi B, Ariana Grande og Bruno Mars - men er stort set ukendte herhjemme.

H.E.R.O
ForfatterUdgivet
Sidst opdateret

I 2015 blev den Københavnske rocktrio H.E.R.O, der består af Christoffer Stjerne, Søren Itenov og Anders Kirkegaard, udpeget som fremtidens rockstjerner af Tak Rock! – og med i tasken fulgte flere supportshows for Dizzy Mizz Lizzy ved arenashows i København og Aarhus.

Året efter udgav H.E.R.O deres første EP, af samme navn, med bl.a. singlen ”Dangerous” – en EP der havde været undervejs siden 2014. EP’en har rundet over en million streams og interessen omkring bandet er stigende – især i udlandet. Endda i sådan en grad, at de har slået igennem på den anden side af kloden. H.E.R.O har allerede i deres spæde begyndelse, opnået dét som langt de fleste bands kun drømmer om: at blive Big In Japan. De sidste tre uger har deres nummer ”Superpowers” ligget #1 på den internationale hitliste og #3 på hitlisten der også inkluderer de japanske artister. De er altså det hotteste udenlandske navn i Japan lige nu. Populariteten i Japan har medført opvarmningsjobs for selveste Slash, en japansk pladekontrakt og meget mere.

Den legendariske japanske musikkritiker og radiovært Masa Itoh – der introducerede Dizzy Mizz Lizzy til landet, har personligt afspillet H.E.R.O. i sit populære radioprogram og promoveret bandets singler og EP’en fra 2016. Og på en nylig tur til Japan, var de selv medvirkende i hans program.

Masa Itoh

I sidste uge udgav H.E.R.O endelig deres længeventede debut-album "Humanic", der har været flere år undervejs. myROCK Podcast har talt med Søren, Christoffer og Anders om deres stigende popularitet i Japan, om deres nye plade og hvad der skal ske i fremtiden.

Hør hele interviewet i begyndelsen af artiklen.