myROCK Podcast: Gud’s lam: Mark Morton – nu som soloartist

Efter at have erobret verden med Lamb of God er lead-guitarist Mark Morton ude med sin første solo-udgivelse

Efter at have erobret verden med Lamb of God er lead-guitarist Mark Morton ude med sin første solo-udgivelse
ForfatterUdgivet
Sidst opdateret

Mark Morton er uden tvivl mest kendt for at være lead-guitarist i amerikanske Lamb of God. En position han har haft siden bandets begyndelse i 1999. Med udgivelser såsom ”Wrath” og ”Resolution” der kom ind som henholdsvis #2 og #3 på hitlisterne i USA, har Lamb of God uden tvivl markeret sig som et ganske særligt band inden for moderne metal og krediteres for at være dét band der står bag den såkaldte ”New Wave of American Heavy Metal”. Bandet er ligeledes blevet nomineret til flere Grammy-awards og har solgt millioner af albums verden over.

Efter 20 år med fuldtidsarbejde og otte studie-udgivelser i et af de mest kommercielt succesfulde og efterspurgte heavybands i nyere tid, besluttede Morton sig for at prøve at stå på egne ben – dog uden at forlade sin familie i Lamb of God. Det har resulteret i hans første solo-album ”Anesthetic” der udkom 1. marts 2019. Ifølge Morton er det et album han har skrevet på i ganske lang tid, men har været ret stille med det. En solo-plade der har så mange gæsteartister at man næsten ikke kan kalde det for en solo-plade i ordets traditionelle forstand. Her kan bl.a. nævnes artister som: Chester Bennington (Linkin Park), Randy Blythe (Lamb of God), Dave Ellefson (Megadeth), Myles Kennedy (Alter Bridge), Jacoby Shaddix (Papa Roach), Chuck Billy (Testament), Alissa White-Gluz (Arch Enemy) og listen bliver ved og ved. Morton har desuden produceret albummet i samarbejde med Josh Wilbur som har siddet bag knapperne for blandt andre Megadeth, Hatebreed, Gojira, KoRn og uden den store overraskelse, Lamb of God. Morton’s udgivelse bærer derfor også præg af den velkendte groovy og hårdtslående lyd som han skaber i hovedbandet. Så hvis man er fan af Lamb of God, bliver man på ingen måde skuffet over ”Anesthetic". Hør bare selv:

Mark Morton og de resterende medlemmer af Lamb of God kommer desuden på årets Copenhell festival til sommer. Sidste gang Lamb of God stod på den store Helviti scene var i 2012 der resulterede i festivalens største "wall of death" nogensinde. Forvent intet mindre denne gang!

Hvordan man får så mange af branchens bedste artister til at optræde på sin første soloudgivelse og om Morton tager på verdensturné med denne konstellation af superstjerner kan du høre mere om i denne uges myROCK Podcast ved at klikke på linket herunder.