myROCK Podcast: Guitarguruen Søren Andersen udgiver nyt solo-album
Søren Andersen har netop færdiggjort et livsprojekt. På sit nyeste album "Guilty Pleasures" har han samlet alle sine 26 guitartricks og udfordret sig selv som aldrig før.
Sidst opdateret
Siden Søren Andersen var en ung knejt med få dun på overlæben, har den helt store drøm været, at blive guitarist og fyre det ene fede lick af efter det andet. Alle hans tanker var sporet ind på EMG-pickups, Floyd Rose-guitarer og kæmpemæssige Marshall stacks. Det var ikke blot at spille guitar der var i centrum – det var også at producere musikken. Drømmen blev meget hurtigt til virkelighed og i dag er Søren Andersen en af Danmarks mest eftertragtede guitarister og producere.
Karrieren startede faktisk allerede i dansktoppens verden, hvor unge Andersen på 16 år, får et tour-gig med Melodi Grand Prix vinderen Lonnie Devantier. Få år efter forlader Lonnie musikscenen og de resterende medlemmer af bandet, inklusiv Søren Andersen, danner rockbandet Kick The Kangaroo. Karrieren i KTK bød på tre udgivelser, opbygningen af eget studie og en tour til kænguruens eget land Australien (selvfølgelig!). Siden bandet splittede op i 2003, er der dog på ingen måde skruet ned for tempoet.
I dag er Søren Andersen en utrolig travl herre og efterspørgslen er høj efter at arbejde sammen med den danske guitarvirtuos. Udover at udgøre den ene halvdel af guitarduoen Electric Guitars, er han fast sidemand hos Mike Tramp, og guitarist for Jesper Binzer. Han har endvidere turneret verden tynd med den tidligere Deep Purple sanger og bassist Glenn Hughes – også kendt som ”The Voice of Rock”. Ligeledes er Andersen også at finde på Glenn Hughes-soloplade ’Resonate’ som guitarist og co-producer. Netop Glenn Hughes gæster i år Copenhell med hans ”Glenn Hughes Performs Classic Deep Purple Live” tour – selvfølgelig med Andersen på guitar.
Foto: Katerina Mezhekova
Endvidere er Søren Andersen medejer af Medley studios, hvor han netop nu er i gang med at producere den nye Tygers of Pang Tang plade. Man skulle derfor tro, at hans program er helt pakket - men nej. Nu er Søren snart ude med et nyt solo-album kaldet ”Guilty Pleasures” der består udelukkende af instrumentale numre i samme ånd som guitarheltene Steve Vai og Joe Satriani. Som han selv siger, så er albums af denne type komplet umoderne og overhovedet ikke tidens ånd. Men han kan simpelthen ikke lade være. Og når Søren Andersen sætter sig for at gøre noget – så gør han det.
"Det her er et livsprojekt. Jeg har altid haft den her type plade i mig. Jeg ved godt, det ikke er særlig hipt, men nu skal den bare ud. Faktisk var det soundtracket til ’Stranger Things’ med al dens 80’er-musik, der skubbede til mig. Det er min hyldest til en periode i 80’erne med Topgun og Miami Vice. Det er mere den slags temaer, end det er pral. Men alle mine 26 bedste tricks er med på pladen" fortæller guitarhelten.
myROCK Podcast har inviteret Søren Andersen i studiet til en snak om, at lære sig selv guitarriffs ud fra gamle slidte VHS bånd, om at spille med legenden Glenn Hughes og selvfølgelig den nye plade ”Guilty Pleasures”, der har været den hidtil mest udfordrende i hans karriere. Albummet udkommer til efteråret, men førstesinglen "City of Angels" er ude allerede nu.
Hør hele interviewet herunder: