myROCK Podcast: Judas Priest - Metalguderne fylder 50 år

Kom med myROCK backstage i Royal Arena, hvor bassist Ian Hill og trommeslager Scott Travis tager os med igennem historien om Judas Priest.

Judas Priest Royal Arena
ForfatterUdgivet
Sidst opdateret

Judas Priest er uden tvivl et af de mest indflydelsesrige heavy metal bands i historien og en af pionererne bag NWOBHM (New Wave of British Heavy Metal). Siden dannelsen i 1969, har metalguderne skrevet utallige udødelige klassikere som eksempelvis ”Metal Gods”, ”Painkiller”, ”Breakin’ the Law” og ”Turbo Lover” , solgt over 50 millioner albums og været med til at definere både lyd, læderlook og licks indenfor heavy metal genren.

I begyndelsen af bandets historie og op igennem 70’erne har der været flere udskiftninger i truppen - især på trommefronten - men den klassiske og mest velkendte konstellation bestod af Rob Halford, K.K. Downing, Glenn Tipton, Ian Hill og Dave Holland fra perioden 1979-1989. Fra 1989 overtog Scott Travis rollen som trommeslager for Holland og er stadig med i bandet den dag i dag.

Judas Priest

I marts 2018 udgav metalguderne Judas Priest deres 18. udspil ”Firepower”, der er blevet kaldt deres bedste album siden klassikeren ”Painkiller” fra 1990. I den forbindelse startede de en verdensomspændende turné, der ramte Royal Arena den 10. juni 2018, hvor Megadeth agerede supportband - en tour der faktisk fortsat er i gang og først ender i slutningen af juni 2019. For et band der i år kan fejre 50 års jubilæum, er det ganske imponerende!

myROCK Podcast blev inviteret backstage til en snak med bassist Ian Hill og trommeslager Scott Travis om den nye plade, om venskabet med et andet legendarisk britisk band, Black Sabbath og om hvordan det er at være den eneste tilbage i bandet, der har været med på alle udgivelser. Vi kommer også indover stemningen i bandet i perioden, hvor Tim ”Ripper” Owens overtog for Rob Halford, da han i midt-90’erne besluttede at gå solo og hvordan det var for superfan Scott Travis, at blive en del af bandet og spille sammen med sine helte.

Du kan høre det hele i podcasten herunder: