myROCK Podcast: Søren Berlev - Derudaf Forever

Gasolin er for længst fortid og Kim Larsen er her ikke mere, men den utæmmede og utrættelige trommeslager, Søren Berlev, er ikke til at slå ud. Han er i en alder af 68 år startet forfra med et nyt band og med ny musik.

Gasolin er for længst fortid og Kim Larsen er her ikke mere, men den utæmmede og utrættelige trommeslager, Søren Berlev, er ikke til at slå ud. Han er i en alder af 68 år startet forfra med et nyt band og med ny musik.
ForfatterUdgivet
Sidst opdateret

Hvor Larsen gik lidt mere ned i tempo i tiden efter Gasolin, er Berlev tværtimod forblevet tro mod sine rockrødder. Navnet på bandet er ”Berlevs Rock’N’Roll Hotel” og består af fire friske fyre der spænder i alderen fra den yngste på 23 til veteranen på 68 år - når de spiller sammen er det dog som om de alle 18 år igen, fortæller Berlev og forsanger Esben Hegelund i et nyt interview med myROCK Podcast. Og dét er til at høre. Debutpladen ”You Can Make It!” består af otte numre, alle skrevet af Berlev selv, hvor der spilles solid og højenergisk 70’er rock. Albummet er indspillet hos den legendariske danske producer Flemming Rasmussen i Sweet Silence Studios – et studie som Berlev faktisk var med til at indvie for over 40 år siden med Gasolin.

Sweet Silence Studios

Foto: Chris Milne

Materialet har været klar i årevis, men det er omsider lykkes Berlev at samle en gruppe af musikere der, ligesom ham selv, lever og ånder for rock’n’roll. Faktisk har hele syv forsangere prøvet lykken i bandet, før den rigtige blev udvalgt af bossen Berlev. Med Esben Hegelunds ankomst har Rock’N’Roll Hotellet endelig fundet formen og er klar til at indtage scenerne i både Danmark og i udlandet. Bandet der i øvrigt består af Erik Winther på guitar og Søren Fjalland på bas, starter en mini-tour den 30. marts, hvor de spiller fire koncerter på tre dage. Ja, altså hele to koncerter på én dag. Ikke nok med dét – den ene er i Jylland og den anden er på Sjælland. Selv skriver de at: ”Bandet har aldrig været mere forberedt med tonsvis af timer i øvelokalet, samt to live koncerter, som er friske i erindringen (…) der garanteres et show med smæk på, hvor man kun kan gå derfra med en ekstatisk følelse af at kunne overvinde alting”. Der er altså absolut intet tegn på at den aldrende rockstjerne begynder at sænke tempoet fremover. Derudaf Forever.

I denne uges myROCK Podcast checker vi in på hotellet og taler med Berlev om hans op- og nedture, om tiden efter Gasolin, om hans eventyr i USA og hvordan det pludselig var at spille i et coverband af sig selv. Med sig i studiet har Berlev også taget sin unge apprentice, forsanger i Berlev's Rock 'N' Roll Hotel, Esben Hegelund.

Du kan høre hele podcasten på linket herunder: