MyROCK Uncut skydes i gang med Myles Kennedy fra Alter Bridge

MyROCK Uncut er podcasten, der tager dig helt tæt på rockens legender gennem uredigerede samtaler. Du får hele fortællingen i sit mest rå format! Vi lægger ud med snart albumaktuelle Myles Kennedy fra Alter Bridge, der fortæller om store fuck-ups og rockens good guys.

MyROCK Uncut
Udgivet
Sidst opdateret

Forestil dig, at du er fluen på væggen, når rockens giganter øser ud af deres årelange erfaring. Du får den ene røverhistorie efter den anden, og du kommer helt tæt på de store legender. MyROCK Uncut er podcasten, der gør forestillingen til virkelighed.

Myles Kennedy er forsanger og guitarist i Alter Bridge, og så er han også sanger og sangskriver i bandet Slash featuring Myles Kennedy and The Conspirators. Ikke mindst er han den første gæst i MyROCK Uncut, som er rockpodcasten, der giver dig de upolerede historier om rockens legender - direkte fra musikerne selv.

I podcastens første afsnit fortæller Myles om, hvordan han kom til erkendelsen af, at man altid skal have backups på sine dokumenter - en bitter erfaring, der får ham til at navngive sig selv "the king of stupid mistakes". Faktisk havde den kommende Alter Bridge plade Pawns & Kings, der udkommer d. 14. oktober, ikke været den samme foruden Myles' uheldige bommert på sin iPad, som du kan høre alle detaljer om i afsnittet.

Steen og Myles snakker også om rock-kollegaerne, der alle er så nede på jorden, at de måske burde smadre et hotelværelse i ny og næ for at holde rock'n'roll-ånden i live. Og så afslører Myles lidt om en tid, hvor han selv var med til at "rearrange a hotelroom", som han selv kalder det.

Intet tyder på, at Myles og resten af Alter Bridge kommer til at trashe hotelværelser, når de spiller i Danmark d. 2. november. De er og bliver rockens good guys, og vi glæder os til et brag af en koncertoplevelse!

Du kan høre MyROCK Uncut med Myles Kennedy lige her, eller på din foretrukne podcastplatform. Husk at subscribe, dele og rate podcasten, hvis du vil være med til, at holde samtalen om rocken i live.

Udgivet: d. 11.10.2022 af Sofie Vitalis