Er der dansk jackpot eller skulle man have foldet tidligere i produktionsfasen? Læs anmeldelsen af ludoman-dramaet FANTASTEN her…
Trods et tilsyneladende realistisk miljø, så føles fortællingen og fantastens verden dog aldrig så autentisk, som man kunne have håbet på. Til gengæld leverer Dejan Cukic en af sine bedste præstationer til dato.
Sidst opdateret
De danske filmskabere er gode til at finde de excentriske eller skæve personligheder i vores verden. Igennem dem fortælles historier, hvor den uhyggelige, spændende eller i hvert fald dragende verden, som personen skal navigere i samtidig bliver skildret.
Vi så dette sidste år i Mads Matthiesens THE MODEL (2016), som gik i kødet på modelverden. Indenfor den seneste måned så vi det i DARLING (2017), som viste hvordan balletverden og dens primadansere kan fungere.
Herhjemme er vi mestre i den slags realisme, men med FANTASTEN benyttes filmfortællingsformen nu til at fokusere på ludomanen.
Hvad handler den om…
FANTASTEN følger den uerklærede men yderst aktive ludoman Claus (Dejan Cukic). Med tilbageslikket hår og tandpastasmilet på plads arbejder han som bilforhandler i et liv i overhalingsbanen.
Selv når kunderne sidder foran ham, har han svært ved at slukke for sit pokerspil på computeren. Det store adrenalinsus får han om aftenen, hvor han gambler ved rouletten eller ved pokerbordet.
En dag banker hans sjældent besøgte søn Silas (Oscar Dyekjær Giese) på døren, da han er blevet smidt ud af kæresten. Claus vælger at åbne døren til sin lejlighed og sin verden, men i takt med sin søgen efter et større og større adrenalinsus vikler han både sig selv og sin søn ind i større og større problemer.
Filmens instruktør Christian Dyekjær debuterede med sin spilefilm SPILLETS REGLER tilbage i 2008. Siden har han begået børnefilmen FUGLEJAGTEN (2012), men han er nu klar på tredje omgang i spillefilmsmanegen. Med i filmen er også Nicolas Bro og Janus Nabil Bakrawi.
Spillefuglen man elsker og hader
Udover den glemte SIMON OG MALOU (2009), så skal vi helt tilbage til 1999’s banebrydende sorte komedie I KINA SPISER DE HUNDE, der første gang introducerede Danmark for Anders Thomas Jensens humor, siden vi sidst så Dejan Cukic spille hovedrollen i en dansk film.
Fra FANTASTEN går i gang kan man mærke at Claus er en rolle, som Cukic kunne have været født til at spille. Rollen som den spillende og sleske bilsælger, der prøver at holde den synkende skude oven vande mens vandet fosser ind, spilles med en rå nerve af Cukic.
Man både holder af ham og væmmes på grund af hans beslutninger, præcis som karakteren fortjener.
Filmen har ingen store effekter eller et anderledes og innovativt plot, men er i stedet en karakter- og miljøskildring. I og med Claus troværdigt udfyldes af Cukic, der forsvinder ind i genkendelig galskab, lykkes filmen i denne del.
Rejsen som Claus er på kan til tider virke skabelonsagtig, hvilket især er tydeligt i den sidste halvdel, hvor plottet virkelig kommer i omdrejninger og den observernede miljøskildring bliver nedprioriteret. Resultatet er desværre, at historien bliver mere kunstig og ikke når den naturalisme, som blandt andre NORDVEST (2013), KAPRINGEN (2012) og til dels DARLING havde.
Realisme eller autencitet
Ifølge instruktøren er filmen yderst realistisk i sin skildring af spilleverdens undergrund, hvilket er meget muligt. Men det føles ikke sådan - trods realismen føles det nemlig ikke autentisk.
Her skal man huske på, at man ikke ville kunne lave et fungerende 100% realistisk drama, der foregår i 1200-tallet. Publikum ville grine eller i værste fald konstant blive hevet ud af filmen pga. måden de talte på. På samme måde er FANTASTEN måske tro mod virkeligheden (realistisk), men den føles flere steder ikke sådan (autencitet).
Problemet er at virkeligheden ligger i de grå nuancer eller i de små detaljer. Virkeligheden bliver tydelig i de små sociale situationer, hvor man ser andre sider af den ellers mørke verden.
I FANTASTEN males der med de store penselstrøg, mens de små karakterstræk eller hverdagsbeskrivelser, som ellers ville have fået den realistiske historie til at føles autentisk, mangler.
I FANTASTEN males der med de store penselstrøg og de små karakterstræk eller små hverdagsbeskrivelser, som ellers ville have fået den realistiske historie til at føles autentisk, mangler. Filmens autencitetsproblem bliver tydeligt i dens sidste tredjedel. Her drejer handlingen nemlig i så ekstrem retning, at det føles konstrueret og urealistisk. Til en film, der slår på sin realisme, er det et dødsstød.
FANTASTEN udstiller det værste og det bedste, som dansk film kan præstere. Der er plads til gode præstationer, følelsesmæssige relationer som gør ondt at se på, samt karakterer man normalt ikke ser bære en historie alene.
Til gengæld er filmen også fortalt med den traditionelle danske filmiske værktøjskasse - alt skal være så naturligt som muligt og skabelonsagtigt fortalt. Desværre mister autenciteten sit greb i én, som historien skrider fremad.
Når nu FANTASTEN følger en gambler, så kan man undre sig over det paradoksale ved at filmen kun spiller på de sikre og forudsigelige kort. Til gengæld ved du hvad du får, hvis du satser to billetter til biografen.