Som familiefar, flypassager og nu som pendler laver Liam Neeson ravage. Læs anmeldelsen af thrilleren SIDSTE STOP her…
Liam Neeson er den genkendelige hverdags-actionhelt Liam Neeson. I en togturs-thriller der på alle leder og kanter rammer under barren for, hvad en action-thriller burde og skal være.
Sidst opdateret
Liam Neeson er en af de få skuespillere, der kan være med i tussedårlige film, men aldrig selv ende som den rådne rosin i pølsenenden. Og siden TAKEN (2008), hvor han startede bølgen af voksen-actionhelte-film, har vi set Kevin Costners 3 Days to kill (2014), Sean Penns The Gunman (2015) og senest Jackie Chans THE FOREIGNER (2017).
Alle er film, der prøver at gøre det samme som Neeson og co. Hans film er måske ikke høj kunst, men de er som regel underholdende og formår at finde et publikum. I NON-STOP (2014) var Liam Neeson ombord på et fly, i RUN ALL NIGHT (2014) til fods og nu har han så taget med toget.
Hvad handler den om..
SIDSTE STOP handler om eks-politimanden og New Yorkeren Michael MacCauley (Liam Neeson), der nu er manager for et forsikringsselskab, far for sin teenage søn og mand til sin elskede kone. Familiens økonomi bliver udfordret, da sønnen skal til at gå på college, så da Michael en dag uden nogen form for advarsel bliver fyret er gode råd dyre.
Men på vej hjem siddende i toget, som han har siddet i så mange gange før på en strækning han kender som sin egen bukselomme, får han måske løsningen på sine økonomiske problemer. En fremmed medpassager giver ham et dillema.
Hvis Michael inden sit sidste stop udpeger en ukendt passagerer med et særligt navn og noget stjålet i tasken, vil det få fatale konsekvenser for passageren men samtidig indbringe MacCauley 100.000 dollars. Et dillema. En tidsbegrænsing og et komplot hvor Michael er centrum.
Udover den altoverskyggende hovedrolle er også Sam Neill (Jurassic Park), Patrick Willson (Watchmen), Vera Farmiga (The Conjuring) og danske Roland Møller med på rollelisten. Instruktøren Jamue Collet-Serra har på bare 7 år lavet fire film med Liam Neeson i filmene UNKNOWN IDENTITY (2011), NON-STOP (2014) og RUN ALL NIGHT (2014).
Alle gode gange fire?
Filmen lægger sig i forlængelse af to genre. Den afgrænsede/indelukkede action-thriller, hvor en person skal bekæmpe filmens skurke i deres eget spil på en afgrænset banehalvdel. Det så man mesterligt gjort i BURID (2010) og den forbilledelige SPEED (1994). Ligesom disse har SIDSTE STOP en klar fremdrift, fordi konflikten er så tydelig rammesat. Derudover hjælper det for stemningen og identifikationen, at filmen foregår i real-time
Men i modsætning til disse er SIDSTE STOP også et mysterie, hvor Michael ikke kun skal prøve at regne ud, hvem det egentlig er han skal finde. Samtidig prøver han nemlig også at regne den store sammenhæng ud om, hvorfor skal han finde den her person.
Desværre træder disse to elementer i filmen over hinandens tæer. For i sidste ende sidder man og følger Liam Neeson, som skal finde en person uden at vi ved hvorfor. Hvis vi fra start af havde vidst hvorfor, så havde det været mere dragende, men her bliver alt simpelthen for flyvsk, desværre. Og når vi nu er ved dilemmaet…
Det store dilemma, som Michael kastes ud i, udforskes ikke rigtigt, da han tager pengene prompte. Senere får han muligvis dårlig samvittighed, men det er ikke et reelt dilemma, men snarer en handling med konsekvenser. SIDSTE STOP handler ikke om, hvor langt vi mennesker vil går for penge. Det er i stedet ormen på krogen og så er den høje pendler fisken, som bider på. Intet mere, intet mindre.
Pengenes funktion afslører desværre også noget irriterende dårligt Hollywoodarbejde. Det er sjældent en god begyndelse, når en hovedperson kaster sig ud i et eventyr kun motiveret af penge. Penge og sex er de meste basale behov, så hvis karaktererne forsøger at dække de disse 1:1 uden flere ekstra lag, indikerer det manglende dybder i hovedpersonen.
Et truckerbad i høj fart
Filmen starter med en finurlig og opfindsom montage, som viser Michaels hverdag. I løbet af filmen iscenesætter instruktør Jamue Collet-Serra flere umulige kamerature og en næsten one-take slåskamp, der minder en om, hvad man kunne forvente af Kingsman-filmserien.
Desværre hjælper det ikke på spændingen eller opbygger en klaustrofobisk atmosfære eller en legesyg b-filmsstemning, som kunne have hjulpet filmen. Det trækker mere én ud af filmen. Instruktøren er ikke uden evner, men han synes mere optaget af at vise sine evner end at tænke over, om han burde.
Man kan blive ved med at skrive om ting, som ikke rigtigt fungerer. SIDSTE STOP er filmens udgave af et truckerbad. Det ligner den ægte vare, men det er kun på overfladen og årsagen skyldes dovenskab.
Den tynde ide er tydelig gennem hele filmen. Flere gange undrer man sig over, hvorfor Liam Neeson ikke bare rejser sig, fortæller en løgnhistorie og siger til alle at han leder efter én bestemt person, i stedet for at opsøge dem én-til-en. Når vi kommer tættere på slutningen, hvorfor fortæller han så ikke bare politiet, hvad der foregår?
Det simple svar er, fordi ellers ville filmen være færdig. Det er en actionkonstruktion, hvor skelettet konstant er ved at falde sammen så snart man kigger på det, men kan man se gennem fingre med det, er det en middelmodig thriller. Dermed ikke sagt, at SIDSTE STOP er forfærdelig dårlig. Den er bare alt for uambitiøs, usammenhængende og uden en eneste god eller original ide.
SIDSTE STOP er som en fryselasagne. Den kan ikke måle sig med den originale vare. Men hvis man ikke har noget imod en bleg efterligning af noget, som andre har lavet og stadig laver til mesterlighed, så kan man sagtens tygge sig gennem de tynde karakterer, det let fordøjelige og forglemmelige plot. Men du vil stadig gå ud af biografen sulten.