Får Captain America og Iron Man kamp til stregen af en ny afrikansk konge? Læs anmeldelsen af superheltefilmen BLACK PANTHER her…
Selv med de politiske temaer, alvorlige scener og usædvanligt nuancerede karakterer, så er klimaks stadig bare to supermænd, der slår på hinanden. Men underholdende - det er det.
Sidst opdateret
Superhelte-filmstudiet Marvel er nu klar med den første solofilm med kongen af det afrikanske land Wakanda. Det er den 18. film i Marvels cinematiske univers, hvor Hulk, Thor, Iron Man og Captain America kan banke på og låne sukker af hinanden så ofte de vil.
Hvis man fratrækker Thor, som grundlæggende er et rumvæsen, så er Black Panther første gang universet fokuserer på en superhelt med en anden oprindelse og kultur end amerikansk.
Af denne årsag og på grund af filmens store fanbase og instruktørens imponerende CV er der ekstremt høje forventninger til denne nye superhelte-eskapade.
Hvad handler den op…
Kongesønnen T’Challa (Chadwick Boseman), som også kendes som superhelten Black Panther, kommer tilbage til sit hjemland Wakanda i Afrika efter hændelseerne i CAPTAIN AMERICA: CIVIL WAR (2016). Efter sin fars død skal han nemlig indtage tronen. Samtidig præsenteres vi her for Wakandas kultur og ekstremt rige samfund.
Landet ligger nemlig på en kæmpe asteroide af vibranium, som udover at give samfundet en kæmpe rigdom også har givet dem stor viden og et teknologisk forspring, som de skjuler for resten af verden for at beskytte deres eget folk.
Men kort efter sin hjemkomst dukker en gammel fjende op i form af Ulysses Klaue (Andy Serkis), som kender til hemmeligheden om landet. Black Panther bliver derfor draget ind i en konflikt, som sætter på Wakandas men også hele verdens skæbne på spil.
BLACK PANTHER er instrueret af Ryan Coogler og på rollelisten ses bl.a. Michael B. Jordan, Martin Freeman, Letitia Wright og de oscarnominerede Angela Bassett og den nyligt nominerede Daniel Kaluuya. Samt oscarvinderne Lupita Nyong’o og Forest Whitaker.
Marvels mest politiske film til dato
Lad os slå det fast med det samme - BLACK PANTHER (2018) er en af de bedste Marvel-film til dato. Historiens fokus på den opdigtede afrikanske kultur giver ikke kun filmen følelse af noget nyt, men filmen ender også med at bruge samfundsskidringen til at stille socio-politiske spørgsmål. Og ja, vi taler stadig om filmen med en mand klædt ud som en kat. Resultatet er en af Marvels mest politiske film til dato.
Filmen benytter den første halve time på at præsentere universet og karaktererne. En tam start hvis man elsker TRANSFORMERS, men hvis man er til drama er det et tydeligt smart træk.
Det er et a-klasse skuespilsensemble vi præsenteres for. Chadwick Boseman indtager rollen som Kongesønnen T’Challa på en ligeså naturlig måde, som Robert Downey Jr. præsenterede os for Ironman for 10 år siden.
Kombinerer man Iron Mans teknologi med Captain Americas fokus på moral og etik men fjerner Thors distancerende og ironiske humor, så har man en klar ide om, hvilken størrelse BLACK PANTHER er.
BLACK PANTHER får derudover en værdig modstander i T’Challa moralske og etiske nemesis Erik Killmonger (Michael B. Jordan). Hans motiver skal selvfølgelig ikke afsløres her, men de to fronter viser tydeligt at dette er en superheltefilm med noget på hjerte.
Den fungerer på grund af instruktør Ryan Coogler, som tidligere har vist sig dygtig som instruktør på Rocky-efterfølgeren CREED (2015) og med sin bragende debut i FRUITVALE STATION (2013). To film, derudover begge at have Michael B. Jordan på rollelisten.
Ryan Coogler giver filmen en følelse af alvor og forståelse for minoriteter, der klæder superhelten og gør at han føles meget ulig hans superhelte kollegaer.
Trods alle de gode elementer samler den ikke helt trådene til sidst. Klimaks og sidste akt ender derfor med at føles som enhver anden fin superhelte film, men filmens tematik ender ikke i et moralsk dilemma eller et filosofisk spørgsmålstegn.
I stedet ender vi med et overfladisk og et lettere skuffende klimaks. Det er meget tydeligt, fordi første halvdel af BLACK PANTHER er så velfungerende som den er.
BLACK PANTHER er den mest politiske superheltefilm siden DARK KNIGHT (2008). Det er karismatiske skuespillere, som giver den hele armen i et seriøst drama, som tilfældigvis handler om en superhelt.
Men trods de gode intentioner, velskrevede scener og fede effekter så begår BLACK PANTHER stadig den synd, som de fleste Marvelfilm også begår, nemlig at ende på autopilot. De få fejl ændrer dog ikke ved, at BLACK PANTHER lever op til sine kollegaers ikon status.