Med Fassbender i front vækkes Jo Nesbøs succesfulde krimi til live. Læs anmeldelsen af Snemanden her…
Norges dystre og flotte natur anvendes mesterligt. Selvom skuespillerne gør hvad de kan, så fejler mordmysteriet fatalt.
Sidst opdateret
Snemanden er Jo Nesbøs syvende roman om den fordrukne norske politimand Harry Hole. En karakter, der er blevet et varemærke for Oslo, og som får folk fra hele verden til at valfarte til byen for at se lokations fra bogserien.
Bogen udkom i 2007, hvor den toppede New York Times’ bestseller-liste. Nu 10 år senere er den ikke-læsende del af kulturnyderne også i stand til at nyde Norges svar på Carl Mørck.
Hvad handler den om...
Den alkoholiserede politimand Harry Hole (Michael Fassbender), der har relationsbøvl med ekskæresten, vender tilbage til politigården i Oslo. Mens han stadig arbejder med sine tømmermænd, åbner han et brev med et billede af en snemand og en advarsel om et forestående mord.
Inden tømmermændene har lagt sig befinder Harry sig på et gerningssted sammen med sin kollega Katrine Bratt (Rebecca Ferguson). I det ellers fredelige kvarter, hvor der er begået et mord, står en snemand magen til den i brevet. Det er tydeligt at en seriemorder er på spil, som leger med Harry.
Selvom efterforskningen er i fuld gang holdes sagen nede for ikke at skabe panik i Oslo, som står til at blive værtsby for verdensmesterskaberne i vintersport. Oven i det prøver den fordrukne Harry at forbedre forholdet til sin ekskærestes søn Oleg.
Et filmisk A-hold
I instruktørstolen sidder Tomas Alfredson og Snemanden er blot hans tredje film, siden han slog internationalt igennem med den svenske vampyrfilm Lad den rette komme ind (2008). Senest stod Alfredson bag den anmelderroste filmatisering af John le Carré romanen Dame, Konge, es, spion (2011).
Umiddelbart synes krimihistorien at være i kyndige hænder. Danske Søren Sveistrup, som har stået bag serien Forbrydelsen (2007), The Killing (2011) og Der kommer en dag (2016) har været med til at oversætte bogen til filmlærredet.
Castet i Snemanden fungerer sådan set godt. Det er stabile skuespillere som Rebecca Ferguson, Charlotte Gainsbourg, J.K. Simmons og Michael Fassbender, som ved deres blotte tilstedeværelse løfter filmen op over tv-filmmærkatet.
Val kilmer, som tidligere på året stod frem og indrømmede at han har kæmpet med strubekræft, er desværre iøjenfaldende tydeligt overdubbet, som inspektør Gert Rafto.
Problemet er bare at selve karaktererne er meget tynde og især Harry Hole er som taget ud fra håndbogen “Sådan skaber du en hovedperson til en uopfindsomkrimi”. Han drikker og er utilregnelig, men vi ved ikke hvorfor.
Det er stort set den eneste karakteristik han har. Selvfølgelig er det sympatisk at ville fange en seriemorder, men den indre nerve og drive som burde være i Harry Hole kan ikke mærkes.
De tynde karakterer og det uopfindsomme plot ville kunne tilgives, hvis motivet eller formålet med gåden havde et passende stort pay-off. Hvilket den ikke har.
Nordic Noir i fuldt flor
Ligesom i den danske serie Forbrydelsen (2007), Broen (2011) og den svenske Jordskott (2015) fungerer de skandinaviske omgivelser godt som krimi-ramme, hvor melankolien hersker og det velfungerende samfund viser sine ridser i lakken.
I Snemanden er der kælet for billederne og atmosfæren. Smukke billeder viser idylen, mens man fornemmer et lig under den polerede overflade. Norges kulde og skønhed fungerer og giver hele settingen en troværdighed, som ville være svær at opnå gennem historien alene.
Trods det hypnotiserende sneklædte Norge så er problemet, at Snemanden fejler på det område, hvor krimier helst skal fungere.
En krimi kan fungere som serien Columbo (1971), hvor man fra start af ser et mord blive begået så det efterfølgerne i højere grad handler om, hvordan detektiven opklarer mordet. Alternativt kan en krimi fungere som i klassisk forstand, hvor man selv er i lovens spejderførers sted og kan prøve at sætte puslespilsbrikkerne sammen.
Snemanden benytter den sidstnævnte skabelon, men giver desværre ikke spor så man selv kan gætte med på, hvem der står bag mordene. Man føler sig derfor aldrig inkluderet i opklaringen, men får lov til passivt se på andre, der forsøger at løse sagen.
Men når karaktererne som nævnt er skabelonstynde, så fungerer dette ikke i filmens favør.
Grundlæggende peger Snemanden i retning af, at det er et filmisk A-hold som står for filmatiseringen. Man mærker Oslos melankolske stemning og atmosfære, mens skuespillerne fænger trods de tynde karakterer.
Men når forlægget - karaktererne og mordgåden i sig selv - er så generisk at det ville kunne blive trukket i en automat på en forfatterskole, så kan selv det dygtige hold ikke skabe mere end en middelmodig fortælling.
Trods krimidelen i Snemanden er på meget tynd is, så løfter skuespillet og de stemningsfyldte billeder gevaldigt underholdningsværdigen.