Hvorfor er en Golden Globe-vindende film kun “ganske underholdende”? Læs anmeldelsen af THREE BILLBOARDS OUTSIDE EBBING, MISSOURI her…

Selvom filmen fungerer godt på alle planer, hvilket understreger at alle priserne og nomineringerne er fuldt fortjente, så sidder man stadig med følelsen af at det er tomme kalorier.

FOTO: © JOHANNA KORSH
ForfatterUdgivet
Sidst opdateret

Tidligere har både FORREST GUMP (1994), THE SOCIAL NETWORK (2010), BOYHOOD (2014) og THE REVENANT (2015) vundet en GOLDEN GLOBE for bedste film. Og da prisuddelingen blev afholdt d. 7. januar var det filmen med den ikke så mundrette titel THREE BILLBOARDS OUTSIDE EBBING, MISSOURI, som løb afsted med den fornemme pris i kategorien bedste drama.

Af denne grund kan man ikke lade vær med at have forventningerne skruet i vejret. For når filmjournalister uden for USA stikker hovederne sammen, og beslutter sig for at give en film den særlige titel som årets drama, bedste manuskript, bedste kvindelige hovedrolle og bedste mandlige birolle, så må der være tale om en mesterlig film - eller hva?

Hvad handler den om…

THREE BILLBOARDS OUTSIDE EBBING, MISSOURI handler om Mildred Hayes (Frances McDormand), der i lang tid har krævet handling fra det lokale politi som følge af det uopklarede mord på hendes datter.

FOTO: © JOHANNA KORSH

Mildred tager derfor sagen i egen hånd og maler tre store skilte ved en afsides vej, som fører ind til byen. Skiltene tiltaler politimesteren William Willoughby (Woody Harrelson) og provokerer samtidig flere i byen, hvilket Mildred mildest talt er kold overfor. Dette er starten på en magtkamp mellem den hårde Mildred og de vaklende ordenshåndhævere.

Det sorte komedie-drama er skrevet og instrueret af Martin McDonagh, og det er hans tredje film efter debuten, som var den oscar nominerede IN BRUGES (2008) og krimi-komedien SEVEN PSYCHOPATHS (2012). Derudover prydes rollelisten bl.a. Sam Rockwell, John Hawkes og Peter Dinklage og Caleb Landry Jones.

En uforudsigelig mørk odyssé

THREE BILLBOARDS OUTSIDE EBBING, MISSOURI er grundlæggende en mørk historie, da den jo handler om en mors sorg, men utroligt nok er det en underholdenden rejse, hvor der er plads til en masse grin.

FOTO: © JOHANNA KORSH

Hvis man har haft fornøjelsen af at se en amerikansk sincom, hvor laugh-tracket er fjernet, så er det samme type af humor, som man her rammes af. Det er den akavede, den situations demonterende og den ekstreme eller overdrevne humor, som sørger for at lattermusklerne masseres. Utroligt nok lykkes det filmen at være sjov, uden at det går ud over dramaet.

Dette hænger selvfølgelig sammen med historien, men det hænger også sammen med skuespillet. I modsætning til andre dramaer eller actionfilm (eksempelvis SIDSTE STOP, som også udkommer i januar måned), så giver rammen for historien normalt en konflikt, som karaktererne skal navigere gennem.

Men her i THREE BILLBOARDS OUTSIDE EBBING, MISSOURI udspringer alt fra karaktererne! Intet handler om at hovedpersonerne skal finde nogle udenjordiske madkasser, som kan tilintetgøre universet. Eller handler om at hovedpersonen får information om en bombe. Man kan faktisk argumentere for, at filmen ikke engang er et mysterie, der skal løses.

FOTO: © JOHANNA KORSH

I THREE BILLBOARDS OUTSIDE EBBING, MISSOURI udspringer al dramaet og fremdriften i stedet fra karakterernes interne og eksterne konflikter. Det er drama, der ikke føles konstrueret, men kommer fra komplekse karakterer. Manuskriptforfatteren kan derfor med god samvittighed kigge på sin Golden Globe-statuette, da historien er en skuespillers drøm.

Vi har at gøre med et filmisk a-hold. Woody Harrelson, Sam Rockwell og John Hawkes spiller, som var de født til rollerne. Men særligt to personer skiller sig ud. Frances McDorman, som de fleste måske husker fra FARGO (1996), er en vred vulkan man både holder af og frustreres over. Alt leveret køligt, men vigtigst af alt leveres det også menneskeligt fra den Golden Globe-vindende skuespillerinde.

Skal man udpege én, man skal holde øje med i fremtiden, så er det Calev Landry Jones, der spiller billboard-udlejeren Red Welby fanget mellem Mildred og politiet. Den 28-årig fyr får helt sikkert en stor fremtid, som karakter-skuespiller i Hollywood.

FOTO: © JOHANNA KORSH

Er der kun ros til THREE BILLBOARDS OUTSIDE EBBING, MISSOURI? Ja, det kan man roligt sige. Det er et smart, uforudsigeligt og originalt drama, hvor der stadig er plads, så man griner gennem alvoren.

Problemet er dog at filmen aldrig for alvor rammer hjertet eller hjernen. Det bliver et studie af nogle personer, som aldrig rigtigt synes at udvikle sig. Et mordmysterie, som dvæler ved universet frem for et afslørende pay-off.

THREE BILLBOARDS OUTSIDE EBBING, MISSOURI føles på mange områder som den diametrale modsætning til MARVELS superhelte univers. Den bruger sine karakterer til at tage følelser op, som vi sjældent ser på film på uforudsigelige måder. Men ligesom de relativt gode superhelte film så legitimerer filmen ikke sin egen eksistens.

Prøver filmen at sige noget? Har den en pointe? Hvad er grunden til, at den her historie SKAL fortælles? Ja, selv efter at have grinet og hygget mig med de her karakterer i det fængende univers i næsten to timer, så står spørgsmålet stadig ubesvaret hen.

FOTO: © JOHANNA KORSH

Årsagen til dette er formentlig historien og stilen. Dramadelen rører aldrig publikum, så lommetørklædet skal frem, mens komedie-delen aldrig vælter en ned fra stolen i latter. Trods stor underholdningsværdi bliver man heller aldrig intellektuelt eller moralsk udfordret af historien.

Filmens ellers høje kvalitet laver derfor aldrig en decideret home-run og forenes ikke i et tilfredsstillende klimaks. Og når man til sidst samtidig kan spørge sin bio-makker om, hvad det grundlæggende er filmen handlede om uden at få et svar, så kan filmen altså ikke få topkarakter. Det er en smule paradoksalt, da filmens priser til fulde synes fortjent.

THREE BILLBOARDS OUTSIDE EBBING, MISSOURI handler om karaktererne og universet. På mesterlig vis skildres begge dele af et A-hold både foran og bag kameraet. Men trods al rosen og nærmest ingen fejltrin, så løfter filmen sig aldrig op over det “ganske underholdende”.

For selvom instruktør Marin McDonagh gør et godt stykke arbejde og skaber en filmisk oplevelse af de få, så samler elementerne sig ikke i én helhed, som er større end de enkelte dele.

4/6 stjerner - THREE BILLBOARDS OUTSIDE EBBING, MISSOURI