Kan Jackie Chan forny sin actionkarriere som en alvorlig skuespiller? Læs anmeldelsen The Foreigner her…
Der er mindre action og mere politik. For lidt Chan og for meget Brosnan.
Kevin Costner har gjort det i 3 Days to kill (2014). Sean Penn gjorde det i The Gunman (2015), men mest kendt er nok eksemplet med Liam Neeson, som i Taken-serien viste at ældre skuespillere kan genstarte deres karriere som en selvtægts-actionstjerne, selv når de har passeret de 50 år.
Med The Foreigner er det blevet 63årige Jackie Chans tur til at begå sig i selvtægtsgenren. Her får Rush Hour-stjernen hjælp af teamet, som var med til at genstarte Bond-serien i 90’erne.
Hvad handler den om…
The Foreigner handler om den ydmyg restaurantejer Quan (Jackie Chan), som ved en terrorbombning i London mister sit sidste familiemedlem, sin teenagedatter. Midt i sin sorg og vrede er Quan overbevidst om, at den irske viceminister Liam Hennessy (Pierce Brosnan) kan hjælpe ham med at finde bagmændene.
I jagten på hævn ender Quan i et korrupt politisk spil, men heldigvis viser det sig at Quans fortid gør ham i stand til at tage sagen i egen hånd.
Filmen er instrueret af Martin Campbell, som har været med til at reboote James Bond-serien to gange med Goldeneye (1995), Casino Royal (2006), samt har stået bag film som The Mask of Zorro (1998) og Edges of Darkness (2010). Denne gang er forlægget dog Stephen Leathers roman The Chinaman.
En politisk thriller
Der lægges op til en klassisk hævnaktion efter filmens første scener, som viser Jackie Chan fra en mørkere side end man er vant til. Her er der følelser og en nerve, som publikum kan bruge, som starten på en dramatisk rutschebanetur. Desværre bliver The Foreigner aldrig den hævnthriller, som den lægger op til.
The Foreigner er nemlig i højere grad en politisk thriller end en traditionel actionfilm. Selvom historien lægger op til en hævnaktion med Chan i front, så bruges det meste af filmens spilletid på den politiske spil.
Det er et ærgerligt valg, da den del af historien ikke fungerer. Her er der ingen følelser. Brosnan spiller en Liam Hennessy, som fra start af allerede synes at være en mand, der har trådt på stregerne på det moralske fortorv. Liams ægtefælde eller nogen af de andre personer i den politiske verden er ikke meget bedre.
The Foreigner tror, at vi er interesserede i at finde ud af, hvem der står bag bombningen. Det er vi sådan set ikke. I denne type af action thriller, da er vi interesserede i at se Quan i søgen på sin hævn samt at se ham få den.
I starten viser Quan sin stædighed ved at sidde og vente på et møde med viceministeren. Det er i scener som disse, hvor restaurantejeren viser sin stædighed og kamp for retfærdighed eller hævn at filmen lever. Desværre er der alt for få scener som disse.
Dette efterlader også Chan en smule underfrankeret, da der ikke er scener, der kan vise dybden af karakteren Quan. Man kan sagtens unde den kinesiske verdenstjene en rolle med kød på, som kan vise hans kvaliteter som skuespiller. Desværre er det ikke denne rolle. Udover enkelte fysiske udfoldelser er karakteren Quan mest en, som kigger koldt frem for sig mens alt livsglæde er blevet hevet ud af ham.
Brosnan levere en kold præstation. Varme kunne have gjort mere for karakterens tvetydighed, men desværre forbliver han en uinteressant person i et jakkesæt.
The Foreigner fungerer ikke som en politisk thriller og Jackie Chans Quan ender med at blive en bifigur i sin egen film. Alle elementer, der kan puttes i sådan en film for at give letkøbte point, så som et stort klimaks, vrede monologer alla Liam Neesons i Taken (2008) eller måske endnu sværere et politisk budskab eller decideret kritik, synes at udeblive.
Instruktøren Martin Campbell har i stedet givet os en b-film, som man kunne have kategoriseret som produceret-til-hjemmebiografen før Netflix og HBO kom til. Man må håbe at Jackie Chan får en bedre mulighed for at bevise sit skuespil en gang i fremtiden.