Det er klassisk Hollywood, når der skal sikres penge på kontoen, desværre. Læs anmeldelsen af JUMANJI: WELCOME TO THE JUNGLE her...
Den alvorlige historie og de eventyrlige farer er skiftet ud med følelsen af videospil - bogstaveligtalt. Hvis man elsker Dwayne Johnson og Kevin Hart, så får man en fin kalorielet oplevelse, men væk er alt det som gjorde den originale til et spændende eventyr.
Mange unge fra 90’erne har et godt forhold til filmen JUMANJI (1995). Det kan skyldes den simple historie om et “magisk” brætspil, Robin Williams fremragende præstation eller den relativt alvorlige og mørke historie om relationen mellem forældre og børn.
For den oprindelige JUMANJI (1995) handlede om Alan som måtte lære at blive en mand ved at se sin far i øjenene i form af jægeren Van Pelt, som blev spillet af samme skuespiller der også spillede hans far tidligere i filmen. En fin morale, som trods sin banalitet alligevel havde menneskelighed i sig - sammen med fine 90’er effekter, som efter dagen standarder ikke længere holder særlig godt.
Nu har Dwayne “The Rock” Johnson besluttet at lave en fortsættelse her 12 år senere.
Hvad handler den om…
JUMANJI: WELCOME TO THE JUNGLE er ikke et remake, men handler om samme brætspil, som har muteret sig om til et gammelt konsol videospil. Fire unge high school elever, som er taget ud af årbogen under high school-klicheer, finder dette spil.
Da de spiller Jumanji-videospillet bliver de suget ind i det og bliver plantet i videospillets avatarer. Den unge nørdede Spencer bliver til en stor muskuløs eventyrer (Dwayne Johnson). Fodboldtossen Fridge bliver til en vidende, men lille ryksækkebærer (Kevin Hart). Pigen Bethany bliver en midaldrende professor (Jack Black) og den stille og indadvendte pige Martha bliver til en letpåklædte og hårdtslående kvinde (Karen Gillan).
For at færdiggøre spillet og vende tilbage til virkeligheden skal de arbejde sammen og placere en ligegyldig grøn sten på toppen af et bjerg, mens de bliver jaget af nogle af spillets antagonister.
Filmen er instrueret af Jake Kasdan, som også tod bag komedierne BAD TEACHER (2011) og SEX TAPE (2014).
Playstation-logik
Hvor den første film havde en fin underliggende tematik om at se sin far og frygt i øjnene, så er der ingen sympatisk morale eller pointe i 2017-versionen. I sidste ende kan man endda se filmen, som have pointen “du kan overkomme alt, hvis bare du ligner Dwayne Johnson”.
Historien er desværre ligeså overfladisk som Super Mario-spil og karakterne har matchende dybde. Logikken er ikke hævet over, hvad man kan finde i et playstation spil. Hovedpersonerne skal finde et objekt uden at miste alle deres liv undervejs.
Det underliggende mørke og farlige i eventyret, som gjorde den første til mere end bare hjernedød underholdning, er derfor væk. Tilbage er den rene hjernedøde underholdning.
Alt er for sjov
Som komedie er filmen heldigvis væsentlig mere vellykket end Dwayne Johnsons sidste komedie-dyk i BAYWATCH (2017). Der var humoren primært under bæltestedet og uden et underlæggende interessant plot. Den tynde historie i JUMANJI: WELCOME TO THE JUNGLE er perfekt til en let komedie. Meget af humoren kommer ud af at personerne er fanget i et spil og er placeret i andre kroppe end de har i virkeligheden, hvilket giver anledning til flere sjove scener.
Johnson er måske ikke den største skuespiller, men han formår at samle nogle af de største komiske kræfter. Hart og Black gør, hvad de gør bedst. Hart bruger sin skingre stemme til at gøre grin med sin højde, mens Black i overensstemmelse med historien får lov til at overspille.
Det er action og komik på samme fine plan, som vi så i CENTRAL INTELLIGENCE (2016), som også havde Johnson og Hart på rollelisten.
Historien og karaktererne er underlagt humoren - alt her handler om jokes, hvilket er fint nok. JUMANJI: WELCOME TO THE JUNGLE forsøger ikke at fortælle en dyb og følelsesmæssig engagerende historie, men den slipper afsted med mindst muligt for så til gengæld at ramme én i lattermusklen, hvilket den gør.
Har man set traileren og vurderer at det er noget for én, så vil man få en fin kalorielet oplevelse. Men netop det som gjorde den første til en fremragende eventyrfilm var den nerve og alvor som løb igennem filmen, hvilket er forsvundet i denne film.
Når filmen kun rammer en middel-karakter hænger det sammen med at de store grin synes at udeblive og intet synes rigtigt farligt. Til gengæld er der flere fine optrin og karaktermomenter som fungerer og ingen af dem klinger falsk, som hele BAYWATCH gjorde tidligere på året.