Wonder Woman er tilbage på det store lærred! Læs vores anmeldelse her
Kan den første store kvindelige superhelt leve op til de store forventninger?
Sidst opdateret
Med filmen Wonder Woman står flere ting på spil. For efter flere fejlskud end fuldtræffer skal det filmiske Univers, som DC forsøger at bygge op, snart levere inden folk for alvor mister tilliden til Batman og Co.
Derudover er karakteren en af de mest ikoniske superhelte og den første kvindelige solo-superhelt, som rammer lærredet. Kan hun og filmen leve op til de forventninger? Svaret er ja.
Filmen kommer dårligt fra start. I nutiden modtager Wonder Woman, som også går under navnet Diana Prins (Gal Gadot), et billede fra en millionær flagermusmand, der får hende til at tænke tilbage til hendes barndom. Klip til Wonder Womans barndom, hvor hun vokser op på en ø kun befolket af kvindelige amazonekrigere. Her skal vi have deres baghistorie, om hvordan Zeus bekæmpede krigsguden Ares og skabte øriget for at beskytte Wonder Woman og hendes kriger-søstre.
Men efter at den amerikanske pilot Steve Trevor (Chris Pine) styrter ned i deres ørige, ender de med at tage sammen til England. Her vil Steve stoppe brugen af et nyt krigsvåben og Wonder Woman skal finde krigsguden Ares. Og med dét får den hånd, som i starten førte en usikkert igennem klichefyldt dialog og dårlig eksposition, et fast greb om tingene.
Niveauet for action i superheltegenren er generelt højt. Man forventer derfor i udgangspunktet masser af actionfyldte scener og gode effekter. Disse er også at finde i Wonder Woman. Men for at filmen skal fungere bliver man nød til at købe ideen om en kvindelig amazonekriger med en lasso, der får folk til at sige sandheden og håndledsbeskyttere, der kan slå kugler væk som var de fluer på en varm sommerdag. Her skuffer portrætteringen af Wonder Woman ikke.
Christopher Reeve gjorde det med Superman. Robert Downey Jr. gjorder det med Ironman. Gal Gadot gør det samme. Man køber hende som en handlekraftige og moralsk stærk kriger, fordi Gal Gadot ER Wonder Woman. Hun gør det troværdigt, hvilken er en kæmpe bedrift i sig selv, samtidig med at hun ligesom Downey og Reeve får det til at se legende let ud.
Sammen med en charmende og menneskelig præstation af Chris Pine bliver filmen flere steder en god blanding af en kærlighedsfilm og en krigsfilm. Hvilket er en kombination, der fungerer rigtig godt. Vigtigst af alt er det karakterer og et selskab, som man holder med og har lyst til at se, når de tager på eventyr.
I modsætning til den superheltemyreture vi befinder os i anno 2017 lykkes det Wonder Woman at være en selvstændig historie. Den bruger ikke tid på at sætte ting op, som først får en betydning i en fremtidig film.
Derudover giver instruktøren Patty Jenkins sig tid til karakterne og plottet. Den har ikke travlt med at komme hen til næste actionscene. Dialog og karakterer er ikke kun musak som udfylder ventetiden mellem action-set-pieces. I stedet får karaktererne og scenerne rum og luft.
Filmens store overraskelse ligger dog i at Wonder Womans menneskelighed og psykologi bliver en integreret del af handlingen. Filmen er ikke bare Will Smith, der skyder sig igennem CGI-monstre, men i stedet kommer filmen til at handle om, hvorvidt hun har tiltro til det gode i mennesker.
En konflikt som DC’s filmunivers faktisk allerede luftede i Man of Steel (2013). Til gengæld lykkes det her, fordi konflikten kommer som en naturlig forlængelse af karakteren og Gal Gadots solide præstation.
Trods en klunky start har filmen noget at byde på, som få andre film har. Wonder Woman har hjertet på rette sted og det hele leveres med en kærlighed og plads til karaktereren og historien.