Per Fly, der ellers brillierer hjemme i den danske andedam, er desværre ude, hvor han ikke kan bunde. Læs anmeldelsen af thrilleren DOBBELTSPIL her…
Klicheerne står i kø, mens hovedrollen er tynd som mellemlagspapir. At moralen er sympatisk, er nok det eneste positive ved thrilleren, der paradoksalt nok ikke er særlig thrilling.
Per Fly, som kom på det danske landkort med BÆNKEN (2000), ARVEN (2003) og DRABET (2005), er nu tilbage med sin første internationale film. Den er tilmed en politisk thriller og bygger på en sand historie, hvilket skulle man tro var en force, når man tager hans flair for realisme i betragtning.
Hvad handler den om…
Historien følger den 24-årige idealist Michael (Theo James), søn af en amerikansk diplomat og en dansk mor, som får sit ønskejob i FNs Humanitære hjælpeprogram Olie for Mad. Programmet til 344 mia. kroner startede i 1996. Det gav Irak tilladelse til at sælge olie på verdensmarkedet i bytte for f.eks. mad og medicin.
Retfærdighedsfølelsen er nærmet groet ind i syningerne i hans jakkesæt, som han bærer i sit job, hvor han vil kæmpe for en bedre verden.
Michaels karismatiske og bandende chef Pasha (Ben Kinsley) vælger at flytte Michael fra New York til Bagdad. Under sit ophold finder Michael ud af, at der svindles for milliarder og at korruptionen finder sted højt oppe i det politiske hieraki. Samtidig møder han den kurdiske Nashim (Belçim Bilgin), som han begynder at udvikle varme følelser for.
DOBBELTSPIL er baseret på Michael Soussans selvbiografiske bog “Bedrageri for begyndere” fra 2008 og instrueret af Per Fly.
Er man dansk filmbranche-nørd skal det nævnes, at denne film er den første, som er udviklet af andelsselskabet Creative Alliance.
Et selskab stiftet af nogle af de mest prominente danske filminstruktører (Vinterberg, Scherfig, Metz, Ole Christian Madsen og Fly selv). Et kreativt fællesskab, hvor ideer udvikles, opnås større kreativ kontrol, samt får flere penge i udviklingsfasen ved at sælge rettighederne til det amerikanske marked.
Lang historie kort - dette er den første film fra en ny kreativ måde at producere film på herhjemme, som har henblik på det internationale marked.
Realismen er væk til fordel for klicheer
Det, som Per Fly altid har været god til, har været de menneskelige historier og skildringen af et miljø, der føltes ægte. Derfor er det en skam, når DOBBELTSPIL føles som om den er lavet af en helt anden person.
Hovedpersonen Michael, som bygger på en levende person, er nærmest ikke eksisterende. Udover at være en idealist og glad for skjorter, så er der ingen dybder i hans personlighed.
Politiske intriger kan sagtens gøres spændende, men efter 108 minutter sammen med Ben Kinsley og Theo James så føles det, som om man har forvekslet spænding med scener, hvor karakterer går ind af døre og bliver overrasket over, hvad der er på den anden side.
Michael er en idealist og vil gerne have at retfærdigheden sker fyldest, men når det er minimalt, hvad Michael personligt har på spil, samtidig med at han er så dyb som Far i “FAR TIL FIRE”, så bliver man som tilskuer ikke det mindste grebet.
Fly og co. når aldrig i dybden med idealisme eller hvilke konsekvenser det har. I DOBBELTSPIL virker det mere som om man har været så forelsket i materialet, virkelighedens drama og korruptionafsløringen, at man helt har glemt at fortælle publikum, hvorfor det er spændende og hvorfor det betyder noget.
Thrilleren ender i stedet som et moderne eventyr, hvor de gode og onde er klart skårede. Så klart skåret at selv ikke dygtige Ben Kinsley synes at finde ud af, hvornår han skal stoppe med at overspille. Resten af ensemblet gør, hvad de kan med karakterer, hvis dybde kunne være skrevet på bagsiden af en nettokvittering.
Måden den lettere klichefyldte historie med flade personer er fortalt på, synes tilmed uinspirerende. En voice-over dukker uregelmæssigt op, elementer introduceres uden at blive brugt, mens replikkerne synes lige så opfindsomme som den danske titel - DOBBELTSPIL.
Når man læste avisen tilbage i 2013 vedrørende det nye instruktørfællesskab Creative Alliance, som skulle give instruktørerne større frihed, så var det forhåbentlig i troen om at friheden også ville sætte fortællingen fri.
Desværre er resultatet en film, som trods sin virkelighedsnære fortælling føles som en lang kliche. Filmen kan dog sagtens forveksles med en amerikansk studie-produktion, hvilket ikke er et kompliment.
Moralen er sympatisk; at man skal stå ved sandheden og gøre det rigtige. Men det gør ikke automatisk en film interessant - desværre.
Det kan da sagtens lyde som en lang klagesang - muligvis. Men DOBBELTSPIL havde fortjent at være en langt bedre film, fordi Per Fly er en god instruktør. Men der er nærmest ingen ting, som reelt fungerer i den her film. Det er ikke gennemført rædselsfuldt, men når en film når i mål på så få parametrer, så er det de færreste som vil få en tilfredsstillende oplevelse i biografen.
Skal man se det fra den lyse side, så gør DOBBELTSPIL det muligt for Per Fly at få et velfortjent comeback engang i fremtiden.