En storstilet dansk science fiction-film om tidsrejser? Yep, den er god nok. Læs anmeldelsen af QEDA her…
Dansk film er ude af sin komfortzone, men viser at vi faktisk kan bunde i et mindre udforsket terræn. Trods et par fejltrin er det ambitiøst, originalt og medrivende.
Sidst opdateret
Hvis vi ser bort fra børnefilm, så kan antallet af danske science fiction-film tælles på meget få fingre. I 1990’erne kunne man se Ulf Pilgaard bytte krop med en ung skoleelev i FARLIGT VENSKAB (1995). Man har også kunnet se Lars Bom som en højteknologisk hacker med et elektronisk hjerte i SKYGGEN (1998).
Det er mere eller mindre de udflugter Danmark har taget ud i sci-fi og fremtidsvisioner. Men med QEDA er vi klar med en dystopisk én af slagsen, der endda benytter en af de mest velkendte sci-fi subgenre - nemlig tidsrejsen.
Hvad handler den om...
Året er 2095 og jorden er en trist skygge af, hvad den har været. Havene er steget, dyrene og alt naturligt ferskvand er forsvundet, hvilket betyder at de rene blå dråber er i høj kurs.
Regeringen har allerede udviklet tidsrejser, det såkaldte QEDA-program. Her splitter man en person - en såkaldt QEDA eller Quantum Entangled Divided Agent - i to. Den ene sendes tilbage i tiden, mens den anden forbliver i 2095.
Da det er den samme person spaltet i to, kan de nemlig forblive i mentalkontakt med hinanden trods tidsforskellen. Regeringen er dog kommet i modvind og har valgt at lukke programmet.
Fang Rung (Carsten Bjørnlund) er i mellem tiden kommet på sporet af forskning der blev udslettet i 2017, men som ellers kunne have reddet jorden. Under dække bliver Fang Rung spaltet og sendt tilbage i tiden for at finde informationerne, mens hans alter ego forbliver tilbage i 2095.
Det hele forløber, som det skal indtil Fang Rung anno 2095 mister forbindelsen til sit alter-ego, som referer til sig selv som Gordon. Fang Rung er en jaget mand og hele fremtiden står på spil, hvis ikke han kan få kontakt til Gordon igen.
Udover at have 2x Carsten Bjørnlund på rollelisten ses også Sofia Helin, Marijana Jankovic og Stina Ekblad. QEDA er instrueret af Max Kestner, som tidigere kun har lavet dokumentarfilm og nok er mest kendt for filmen AMATEURS IN SPACE (2016). Filmens manuskript er skrevet af Dunja Gry Jensen som har stået bag FRYGTELIG LYKKELIG (2008) og tv-serien NORSKOV (2015).
Tilbage til dystopien
QEDA føles som en blanding af BLADE RUNNER (1982) og TWELVE MONKEYS (1995) på den bedst tænkelige måde. Det er mørkt, troværdigt og uden skyggen af kæk “vi leger bare”-stemning i stil med TILBAGE TIL FREMTIDEN (1985). QEDA låner fra giganter, men kan sagtens stå på egne ben.
Når vi snakker science fiction-film der indeholder tidsrejser, så er det væsentligt at det hele er iscenesat troværdigt, og samtidig ikke giver alt for mange logiske huller. QEDA lykkes på formidabel vis med at iscenesætte hele konceptet om tidsrejser - det er nyt, anderledes og det fungerer. Elskere af science fiction bliver tilfredse i biografmørket, mens de bliver overdynget med nye ideer.
Som de bedste science fiction-film bruger QEDA ikke kun sin fantasifulde fortælling til at sælge popkorn. Her er dilemmaer og spørgsmål vedrørende den verden vi lever og den menneskelighed vi lever med.
Temaerne kunne sagtens være blevet dyrket endnu mere, men faktum er at filmen rammer en menneskelighed mit i sit tekniske spaltnings-hurlumhej, som gør at QEDA bliver siddende i kroppen.
QEDA er dog ikke perfekt - hvilket er tydeligt fra starten, hvor man introduceres til Fang Rungs voice-over. En fejl som den første Blade Runner faktisk også begik, men rettede op på i sin genudgivelse. Når vi kommer længere ind i filmen opdager man dog nødvendigheden af en forklarende stemme, da hovedpersonen ikke udtrykker sig så meget.
Det at have en voice-over har er derfor nødvendig for at kunne følge med i hovedpersonens indre konflikter, men det lyder stadig som negle på en tavle i første halvdel af filmen.
Bedre effekter end Justice League
Ville man kunne have lavet en science fiction dogme-film? Måske, men det er i hvertfald ikke det som Max Kestner og co. har gjort. Med forskellige visuelle tricks oppe i ærmet formår holdet at skabe København anno 2095.
Måden tidsmaskinen fungerer på er fantastisk godt tænkt og fungerer visuelt godt. Den største bedrift er dog, at vi flere steder ser Carsten Bjørnlund spille to personer i samme shot. Som nedenstående billede viser.
Dobbeltgænger-optagelserne er flotte og troværdige, og viser samtidig hvor god en skuespiller Carsten Bjørnlund er. Scenerne er også symptomatisk for effekterne i den danske sci-fi. De fungerer upåklageligt, og det er ikke noget der stjæler opmærksomheden, men man bliver i stedet suget længere ind i universet. Trods QEDA har et budget på 1/15-del af superheltebraget JUSTICE LEAGUE så er det faktisk bedre effekter!
Filmens opbygning og afrunding sidder ikke helt i skabet, og filmen bruger relativt meget tid på at sætte filmens præmis op. QEDA kunne sagtens have leget mere med tidsrejseparadokserne og have udvidet sit 3. akt med 20 minutter. Men det fratager ikke filmen fra at være et mørkt eventyr.
Hvad er chancerne for at en instruktørs debutfilm samtidig bliver den film, som åbner døre i Hollywood? Det er i hvert fald den kvalitet, som Max Kestners debut har.
QEDA bliver siddende i kroppen og elskere af science fiction bliver yderst tilfredse. Der er skår i glæden hist og her, men i det store hele så fungerer den ambitiøse fortælling virkelig godt. Bedst af alt så er det dansk film ude af sin komfortzone, som viser at vi er andet end social realisme og køkkenvask-dramaer.