Er tredje gang lykkens gang? Eller er det som at få smæk? Læs anmeldelsen af FIFTY SHADES FRI her…
Der er luet ud i det forrige kapitels ukrudt. Fans af serien vil derfor opleve de fortsat tamme hump i det reklamestiliserede klichefyldte vokseneventyr, som et jævnt forbedret klimaks.
Sidst opdateret
Tredje film i FIFTY SHADES OF GREY-serien, der bedst kan betegnes som TWILLIGHT-fanfiktion og husmor-porno, ser nu dagens lys. Den første var lovende, men ikke et filmisk mesterværk. 2’eren var en skuffende, forvirrende og håbløs tv-film. Men kan den tredje leve op til emnets potentiale om det moderne parforholds magtstruktur og kønsroller?
Hvad handler den om…
FIFTY SHADES FRI fortsætter, hvor 2´eren slap. Den kolde og traumatiserede Christian Grey (Jamie Dornan) bliver gift med sin kvinde, Anastasia Steel (Dakota Johnson). Anastasia står derfor og skal balancere sin nye magtposition som Ms. Grey, den ekstra bevågenhed fra vagter, venner og kollegaer. Samtidig tester hun sit nye magtforhold med sin mand.
Men i kulissen gemmer sig hendes hævngerrige tidligere kollega Jack Hyde (Eric Johnson). Og han har planer om, at lykken ikke skal vare ved for parret.
Med på rollelisten ses også Rita Ora, Luke Grimes og Jennifer Ehle. FIFTY SHADES FRI er ligesom den forrige instrueret af James Foley og skrevet af Niall Leonard, som privat danner par med bøgernes forfatter E.L. James. Ligesom i den forrige film har hun også taget mere af styrepinden, da hun også her er producer for filmen.
En svag forbedring
Svaret på det vigtigste spørgsmål, som man kan have hvis man overvejer at se filmen; Ja, der er erotiske sexscener. Faktisk er det er de mest eksplicitte i filmserien til dato.
Efter den første film føles magtspillet dog en smule hult. Den første film legede med følelsen af fare om, hvorvidt Christian og Anastasia kan stole på hinanden.
Nu er faren dog væk. De kønne skuespillere gør dog hvad de kan, men scenerne der kunne virker pirrende er dog endt som pausefisk, der ikke har noget reelt med den overordnede historie at gøre.
Selvom historien fortsætter hvor den forrige slap, så synes der at være luet ud i de dårlige replikker og det rodede plot, som prægede forgængeren. Misforstår mig ikke, det er stadig ikke godt, men det er en forbedring.
Vi ser stadig de kønne mennesker, der taler 1:1 uden subtekst, da de siger hvad de tænker. Det er ikke godt, men nu lyder det for det meste som rigtig dialog og ikke som skrevet af en ældre kvinde.
50 SHADES FRI har en svag historie, men til gengæld er der tilpas meget rum til scener, som i sin enkelthed fungerer. Scenerne fungerer som sjov og spas, hvor Anastasia tester den sociale situations magtstruktur, hvad enten de tager i sommerhus, køre i bil og dyrke en masse sex.
Dette er måske ikke hamrende originalt, men simpliciteten idet gør at filmen her fungerer på et scenemæssigt plan. Man føler at filmen lykkes med det den prøver på. Det samler sig dog aldrig i en større helhed, men at scenerne fungerer er en større bedrift end hvad 2’eren lykkes med.
Hvor den forrige film synes hamrende overfladisk, idet Anastasias fascination for Mr. Grey var proportionel med antallet af penge han brugte på hende, så bærer den nye film præg af at vi kommer minimalt længere ind under huden på hendes nye ægtemand.
Hvor hun gjorde store øjne i den første, når Mr. Grey fortalte at han havde købt en båd, så laver Anastasia nu store øjne, når han viser at han kan synge og spille på klaver. FIFTY SHADES FRI har derfor en smule mere menneskelig end de forrigefilm, hvilket desværre også fjerner noget af fascinationen.
Når filmen bliver mere sympatisk ved at gøre Christian Grey til en almindelig mand, så sker det på bekostning af mystikken og faren mellem karaktererne.
FIFTY SHADES FRI er derfor som klicheen om det moderne parforhold. Anastasia vil gerne lave sin mand om, hvilket hun lykkes med. Men som publikum vil man jo gerne se Mr. Grey - og ikke tøffelhelten revisor Kristian.
Trods de forbedrede takter løfter filmen sig ikke over tv-filmsniveauet. De grundlæggende fine intentioner bærer aldrig rigtig frugt. Men grundet det klichefyldte og fantasiløse plot, så synes filmen mindre rodet, hvilket er plus.
Det gør paradoksalt nok historien mere velfungerende. Vi oplever derfor flere scener mellem parret som fungerer, fordi det bare handler om deres magtspil og ikke hænges op på et kompliceret plot.
Det vil være en fordel at have FIFTY SHADES DARKERE (2017) i frisk erindring, da karakterer og plotelementer fra den film udenvidere tages op uden at blive forklaret.
FIFTY SHADES FRI vil gøre fanskaren glad og den er da også bedre end sin forgænger. Men det gør den desværre ikke til en god film. Skuespillerne gør hvad de kan, men hvis filmen skulle have fungeret, så skulle dramaet have været bygget på et dybere psykologiskportræt af manden og kvindens magtforhold.
I stedet overlades skuespillerne til et drama og karakterportræt, som trods at være bedre end sin forgænger, stadig er som taget ud af en sæbeopera.