Trods fornyelse hamrer Thor så blot sømmene i sin egen kiste? Læs anmeldelsen af THOR: RAGNAROK...
Efter to film er det tunge og seriøse Shakespeare-inspirerede drama droppet til fordel for en vulgær eksplosion i en farvelade butik. Det er ikke Thor som vi kender ham, men det er stadig underholdende.
Marvel er klar med sin 17. film med efterfølgerende til en af filmseriens dårligst modtagede film - THOR: THE DARK WORLD (2013) samt med en af de grundlæggende mindst charmende og mest urealistiske superhelt.
Den første Thor (2011) var instrueret af Kenneth Branagh, som med sin baggrund fra Englands teaterverden var tydeligt inspireret af litterære klassikere gennem dens valg af temaer om fædre og sønner.
Efterfølgende forsøgte en af instruktørerne bag GAME OF THRONES at gøre det mere råt som den populære tv-serie. Nu er det den relativt ny instruktør Taika Waititi, som sidder i instruktørstolen.
Men kan Marvel og Waititi rette op på karakteren og skabe en film i samme kvalitet som tegneseriegigantens andre superheltefilm?
Hvad handler den om...
Til at starte med skal det understreges, at hvis du gerne vil se THOR: RAGNAROK vil du gøre klogt i at se de to forrige først, da filmen tager tråden op igen fra THOR: THE DARK WORLD (2013).
Da vi møder Thor i THOR: RAGNAROK er han vendt tilbage til Asgård efter at have jagtet de berømte infinity stones. Da Thor kommer tilbage opdager han, at brormand Loke (Tom Hiddleston) har smidt Odin (Anthony Hopkins) ud af deres verden og i mellemtiden har udgivet sig for at være den enøjede konge.
Sammen tager de to brødre derfor ud for at finde Odin, hvilket får dem forbi en del af universet, hvor de støder på Hulk/Bruce Banner (Mark Ruffalo), samt en masse nye personer. Thor bruger denne roadtrip til at samle et hold, som skal bekæmpe dødens gud Hela (Cate Blanchett), der i mellemtiden har indtaget Asgård.
Thor Ragnarok er instrueret af den New Zealandske Taika Waititi. En instruktør, der ikke har lavet en stor hollywoodfilm før, men som er kendt for kult-mockumentaren WHAT WE DO IN THE SHADOWS (2014) og tv-serien FLIGHT OF THE CONCHORDS (2007)
Less Shakespeare more shake and spear
Allerede fra man hører de første synthesizers er det tydeligt, at dette er en anden Thor end vi er vant til. I stedet for at gå mørkere og mere dystert til værks har THOR: RAGNAROK omfavnet sit lidt sprælske forlæg. Det er som om man har nu besluttet, at have det sjovt med universet i stedet for at tage det så seriøst.
Tonen slås formidabelt an i første scene, hvor Thor slås mod horder af krigere til lyden af Led Zeppelins Immigrant Song. Man er ikke i tvivl om at filmen prøver at være sej og kickstarte den indre drengerøv, samtidig med at den låner uhøjtideligheden, farverne og den fandenivoldske følelse fra GUARDIANCE OF THE GALAXI (2014).
Hvor GUARDIANCE OF THE GALAXI VOL 2 (2017) styrtede sammen under sin egen vægt af karakterer, samtidig med at den ikke lykkes med sin alvorlige og følelsesmæssige historie, fordi den samtidig ville være sjov i hver anden sætning, så lykkes humor og spænding her. Succes skyldes at instruktøren Taika Waititi her har sænket ambitionsniveauet.
THOR: RAGNAROK tager det bedste fra GUARDIANCE OF THE GALAXI-universet, men forsøger ikke at fortælle en følelsesmæssig dyb historie. Alle ombord ved godt, at det er for sjov, hvilket er grunden til at filmen fungerer så meget bedre end førnævnte rum-eskapade.
Hulk versus Thor
THOR: RAGNAROK er en lang massage for Marvel-fans, i en sådan grad at bestemte replikker og hele scener føles, som om de udelukkende er skrevet for at please fans.
Eksempelvis virker hele delen med Hulk en smule forceret. For hvorfor plante Hulk/Bruce Banner i en film om Thor? Det gav mening i CAPTAIN AMERICA: CIVIL WAR (2016) at flere af Marvels superhelte dannede fællesfront.
Men det er lidt langt ude i tegneserieland at Hulk ved et tilfælde ender i den yderste kant af universet og tilfældigvis støder på Thor. Men er det ikke sjovt? Jo, men det understreger hvilken slags film THOR: RAGNAROK er. Man har valgt at gå på kompromis med universets indre logik til fordel for at have scener, der er skræddersyet til filmseriens fans.
Fra Marvel Studioes perspektiv er det en stor fanservice, fordi der er en historie i Hulk-tegneserien PLANET HULK (2006), hvor Hulk er gladiator ude i rummet. Men eftersom Marvel ikke har rettighederne til at udgive Hulk solo-film, så får man det bedste fra begge verdener.
Thor-fans får ekstra krydderi til Thors solofilm og Hulk-fans får en af de mest kendte historier med deres yndlingskæmpe. Det er udelukkende fanservice.
Det er både filmens anke og charme, idet hele filmen føles som scener der er vigtigere end helheden. Det virker i højere grad som et sketchshow med titlen “Live fra Br…Marvel” end en lang menneskelig og relaterbar historie.
Fra et anmelderperspektiv fungerer filmens historie derfor ærligtalt ikke særlig godt, men de enkelte scener og brudstykker som filmen består af er så fantastisk underholdende at fans af universet får en forrygende tur i biografen.
THOR: RAGNAROK er derfor ikke den bedste Thor film til dato. Dertil var den første for velskrevet og velspillet i en sådan grad at de efterfølgende film aldrig har kunnet andet end at kopiere forholdet mellem Loke og Thor. Men i THOR: RAGNAROK har Thor endelig fået en platform der viser, at Thor er charmerende som aldrig før.
THOR: RAGNAROK minder én om, hvorfor man som barn kunne lide at kigge på fyrværkeri. Ikke alt skal have filosofisk tyngde eller sprænge de fortælletekniskerammer.
Man kunne lide at se på fyrværkeri fordi det var det drømme var gjort af. Det var farver, lyde og der var en legesyg glæde over det. THOR: RAGNAROK er som fyrværkeri, men derfor også glemt lige om lidt. Mens det står på har man dog ikke lyst til at fjerne øjnene fra det.
Når man som anmelder forholder sig til sådan en film, så kunne man have nej-hatten på. Filmens historie har ingen pointen. Den fortæller dårligt nok en sammenhængende menneskelig historie.
På den anden side så forsøger filmen kun at være underholdende, rebelsk, sjov og effektfyldt og det lykkes den med. Thor: RAGNAROK er en succes, selvom den pga. dens lave ambitionsniveau ikke kommer helt op at ringe, så er den ud fra filmens egne præmisser et godt stykker underholdning, som man roligt kan gå ind og se, hvis man synes om de andre i serien.