What if God was one of us… eller boede i Risskov og blev spillet af Søren Malling? Læs anmeldelsen af GUD TALER UD her…
”Vi skal dø alle sammen. Det er derfor, vi skriver digte. For at kunne bære de ubærlige fakta” - siger forstadsguden Uffe i Gud taler ud. Og ja, der er en nødvendighed over tekster og historier. En nødvendighed som er ikke-eksisterende i Gud taler ud. Muligvis er det en personlig historie, men når publikum aldrig inviteres indenfor, så bruger man i stedet tiden på at kigge ind på en usympatisk og irrelevant fest.
Sidst opdateret
På den lokale bar sidder ofte en ældre mand, som fortæller historier om de oversete eksistenser. Mens mainstream medier fortæller historier om de populære og det omsværmede lag i samfundet, så kan man gennem denne her ældre mand høre om de skæve karakterer i samfundet.
Instruktøren Henrik Ruben Genz er denne ældre historiefortæller. Han har fortalt historien om Kjeld som indgår i et arrangeret ægteskab for pengenes skyld og stifter bekendtskab med den kinesiske kultur (Kinamand, 2005).
Han har fortalt om den københavnske politimand Robert, som overflyttes til det sønderjyske og her forsøger at tilpasse sig det nye miljø (Frygtelig Lykkelig, 2008). Mest kendt er hans fortælling om Helene, der leder efter sin ukendte far, hvilket bringer hende til et lille broget teatermiljø i København (Undskyld jeg forstyrrer, 2012).
Henrik Ruben Genz har i flere år specialiseret sig at fortælle historier om det skæve miljø beboet af skæve personer. Som nyeste skud på stammen passer Gud taler ud fint ind i Genzs skæve filmiske stamtræ.
Hvad handler den om...
Gud taler ud foregår i 80’erne, mens Tjernobylulykken hænger over tilværelsen som en grå sky. I Risskov bor familien Blendstrup, hvor patriarken og psykologen Uffe (Søren Malling) styrer familien med hård hånd. Han bestemmer alt, hvilket er grunden til Uffes kone, Gerd Lillian (Lisa Nilsson), og deres tre sønner referer til ham som Gud.
En dag bliver Uffe kaldt ind til lægen og mens de storrygende kigger på hinanden får Uffe af vide at han har kræft og snart skal dø. Konfronteret med sin egen dødelighed beslutter guden Uffe sig for at følge op på sin drøm om at blive forfatter. Guden tilsidesætter derfor alle andres hensyn og finder skrivemaskinen frem og begynder at skrive sine erindringer.
Gud taler ud er inspireret af Jens Blendstrups selvbiografiske roman om hans barndom, der var præget af en drikfældig hustyran som far.
Naturkræften Uffe
Med et plot som dette kan historien trækkes i flere retninger. Handler Gud taler ud grundlæggende om fortælleren Jens, som får et helt nyt syn på sin far på grund af hans dødsdom? Handler den om storebror Mikkel, der står med det ene ben hos sin nye kones mere religiøse familie? Eller om en fordrukket mand, som kæmper for at få sin bog færdig inden han stiller træskoene? Ingen af delene… og alle delene.
Gud taler ud finder aldrig et reelt fokus, men vi oplever alle tingene fra den yngste søns perspektiv. I stil med klassikeren To kill A Mocking Bird (1962) bruges barnets perspektiv til af vise, hvordan faren i familien er. Herfra overlades spotlyset til Søren Malling som guden Uffe, der fylder lærredet og giver manden en tilstedeværelse, som går fra uhyggelig til hyggelig på et øjeblik.
Uffe hader tykke mennesker og drikker en masse alkohol. ikke særligt sympatiske karaktertræk, men det er helt sikkert karismatisk. Problemet med Uffe er bare, at man aldrig kommer ind under huden på ham. Hvorfor er Uffe sådan? Hvad gemmer der sig under overfladen på denne overkontrollerende mand? Umiddelbart ikke andet end dødsfrygt tilsat alkoholisme.
I løbet af Gud taler ud prøver Uffes kone at overtale ham til at gøre noget, som han ikke vil. Endelig en situation, hvor han ikke har al magten! Hun overtaler ham til at gå på kompromis med sig selv, imod at hun giver ham en hyrdetime.
I filmland er det lige så primitivt, som når hovedkarakteren i en dårlig Hollywoodfilm overtales til at den farlige mission ved at blive tilbudt penge. I denne danske forstadssammenhæng afslører det desværre at Uffe er et tyndt menneskeligt skelet, hvis eneste motivation er at drikke, få sex og skrive sin bog.
Desværre kommer man hverken dybere ind under Uffes skal eller forklarer, hvilken menneskelig konsekvens dette havde på hans omgivelser. På trods af Uffes utraditionelle og politiske ukorrekte karakter, så bliver han aldrig rigtig interessant. I stedet er Uffe en naturkræft, der starter som tyran og stadig er en tyran, når filmen slutter.
Selvom Malling spiller fantastisk så forbliver Uffe et mudderskred, der langsomt vælter ned i havet. Hverken særlig interessant eller dybt, men bare et langt dybt fald. Tilmed føles det så specifikt at man ikke kan relaterer til det.
Udover Gud fremstår alle karaktererne dertil også to-dimensionelle, hvilket betyder at flere scener føles som en sketch fra Cirkusrevyen, men bare hvor Ulf Pilgaard er skiftet ud med Uffe og co.
Den sorte komedie
Gud taler ud lanceres som en komedie, men humoren ligger primært i det skæve miljø og karakterportrættet. Et af filmens mest effektfulde skæve indslag er, da en af Uffes patienter siger:
“Jeg drømte i nat, at jeg fik min mors penis i munden. Er det et slags ødipuskompleks?”
Er dette sjovt? Ja til dels. Desværre siges det af en karakterer, som vi ikke rigtigt kender, hvorved det kun bliver skævt for skævhedens skyld. Til gengæld viser det, hvordan humor i denne sammenhæng skal forstås.
Når man ser en film med et traditionelt plot, så er der normalt forskellige begivenheder eller situationer, som vises eller fortælles i et kronologisk forløb. Disse handlingspunkter fungerer bedst, hvis de hænger således sammen at det ene sker som en konsekvens af det forrige.
Ganske simpelt, hvis Marty McFly i Tilbage til fremtiden (1985) har gjort sin mor forelsket i sig selv, så bliver han nød til at få sin far til at lægge an på moren. Problemet opstår når historien og scenerne ikke sker som en konsekvens af det, der tidligere er sket. Ting kan ikke bare ske for at ske. Desværre er Gud taler ud skyldig i den synd flere gange.
I Gud taler ud beslutter Gerd Lillian og Uffe eksempelvis at deres søn skal have taget sin mødom. Det kommer ud af det blå i forhold til karaktererne, samtidig med at det er uden relevans for historien om Gud, der skriver sine erindringer inden han stiller træskoene.
Man kan argumentere for at filmen bare følger bogen, som beskriver forfatterens virkelige opvækst. Men kunsten er så her at skære ind til den historie, som man vil fortælle så man ikke ender med en film, der stritter i alle retninger og ikke kommer nogen vegne.
Mest frusterende er det, at se Gud taler ud uden at forstå, hvorfor den her historie er så væsentlig at fortælle. Man bruger 1 time og 45 minutter sammen med usympatiske mennesker, som man ikke kommer ind under huden på.
Som Uffe siger i starten, så skriver man digte for at kunne bære ubærlige fakta. Denne nødvendighed er desværre ikke til at spore i Gud taler ud.
Søren Malling brillerer og gør Uffe troværdig som karakter og Gud i Risskov. Alligevel kommer man ikke ind under huden på ham. Og når resten af filmens karakterer er utroværdige, så er der altså ikke meget at komme efter.
Efter de flotte billeder og underlægningsmusikken, der konstant fortæller hvad man skal føle, så sidder man tilbage med en flad fornemmelse. En film om en generations sidste mandesymboler kunne have været så meget bedre. Man sidder desværre til sidst uden svar eller endnu bedre med flere spørgsmål, men blot som én der har set et ligegyldigt mudderskred, der synker under havets overflade.