At gribe en andens hånd - velkendt som fremmed
Jeg glædede mig meget til at have Elin på besøg. Elin bor i Kolding og er alene med sine fire børn. Hun har tidligere haft brug for julehjælp fra Røde Kors, men er nu kommet om på den anden side. Det betyder ikke, at hun har mange penge mellem hænderne – men hun kan dog gå julen i møde og finansiere den selv.
Jeg var meget spændt på at høre Elin om, hvordan det var at skulle række ud efter hjælpen fra Røde Kors, den gang hun havde brug for den. Jeg forestiller mig nemlig, jeg selv ville have svært ved det.
Jeg ville have lyst til at kunne klare mig selv og jeg ville også synes, det var forbundet med en lille portion skam. Og det er egentlig helt åndssvagt. For jeg ved selv, hvor meget jeg gerne vil hjælpe andre, hvis der er brug for det.
Og jeg synes ikke selv, jeg dømmer folk, som har brug for hjælp. Men hvorfor skal vi så være så hårde, når det gælder os selv? Jeg er åbenbart ikke den eneste, der har det sådan, for Elin synes heller ikke, det var det nemmeste i hele verden.
Men hun gjorde det alligevel. Og det er virkelig sejt, synes jeg. Præcis sådan det skal være.
Efter Elin har fået hjælp gennem Røde Kors, har hun oplevet, hvor meget den betyder.
Måske er det derfor, hun nu selv hjælper, hvor hun kan. Hos hende bliver der ikke smidt noget ud, som kan genbruges af nogle andre. Så alt tøj afleveres f.eks. hos Røde Kors.
Jeg synes, Elin er et rigtig smukt billedet på, hvordan vi alle sammen er meget forbundet til hinanden som mennesker. Hvis vi tror på det.
Forbundet gennem næstekærlighed, tillid, empati og overskud. Hvis du har brug for hjælp, skal du turde række hånden ud. Så vil hjælpen og støtten som regel komme.
Og med hjælp og støtte, vil du med større sandsynlighed være i stand til at rejse dig op igen. Når du er godt oppe at stå igen og har plantet dine ben solidt nok i jorden til, du ikke falder med det sammen igen, så kommer dit overskud måske til at hjælpe nogle andre mennesker. Og på den måde, giver vi kærlighed og støtte videre til hinanden i en ring.
Men kun hvis vi tør. For det kræver, at vi tør være sårbare overfor hinanden og at vi tør både at række hånden ud, men også at gribe en andens hånd – velkendt som fremmed!
Det hepper jeg på