JoJo: "grundopskriften på en af de dejligste aftener i mit liv"
Se JoJos opskrift på den perfekte 30 års fødselsdag
Sidst opdateret
Som Karen Blixen en gang skrev: ”Der er mange veje til sandheden – én af dem er Bourgogne.”
Bourgogne eller ej, så er sandheden, at jeg den 23. september fyldte 30 år. En dag jeg har lige dele gruet og glædet mig til det sidste år. For på den ene side føler jeg mig ret voksen. Jeg har et godt fast job, et dejligt sted at bo, jeg kan finde ud af at stykke et måltid sammen på rene rester fra køleskabet og jeg er begyndt at holde af både at sidde i læ og have en god plaid om mig. Det er da ret voksent.
På den anden side, har jeg først lige fået både mit første dankort og mit første strygejern, jeg drikker mig stadig nogen gange så fuld, at jeg brækker mig og jeg lider af søndagsdepressioner efter mine lørdagsudskejelser.
Der udover knuselsker jeg stadig mine gamle CD’er med Spice Girls og jeg kan stadig finde på at bruge resten af min månedsløn på en ny stol, så jeg ikke har råd til mad resten af måneden. Hvordan skal jeg nogensinde kunne administrere at få børnepenge?
Alt det sagt, så elsker jeg stadig mit liv. Meget endda. Jeg skal bare lige finde ud af, hvordan jeg jonglerer at præstere på arbejdet, at være verdens bedste kæreste (når jeg får en), at være den bedste veninde, søster og datter, lave lækker mad, købe de rigtige råvarer, følge med i hvad der sker ude i verden, kunne tale med om, hvad der sker på Twitter og på en eller anden mystisk vis få 2 + 2 til at blive 5. Det er regnestykket, der ikke går op. Og jeg har på fornemmelsen af, jeg ikke er den eneste, der midt i et dejligt liv også nogle gange kan føle mig ensom i det at skulle blive voksen.
Jeg har dog fundet ud af, det vigtigste ikke er, hvordan andre forestiller sig, jeg skal være voksen. Jeg kan være voksen præcis, som jeg har lyst til. Det vigtigste er, jeg er glad. Og så er vi direkte tilbage til det med Bourgognen. For da jeg forleden fyldte 30 år, vidste jeg, jeg ville holde en fest. Og at der skulle være masser af Bourgogne. Der fra var jeg blank. Hvad skulle det være for en slags fejring og hvor meget skulle jeg gøre ud af det. Her en uges tid efter festen må jeg sige, den blev lige præcis, som jeg drømte om. Derfor vil jeg lige dele min opskrift til inspiration. Vi voksne må jo dele, hvor vi kan
Location, Location, location – En vigtig beslutning
Jeg havde mange overvejelser ift. hvor jeg skulle holde min fest. Jegvidste, jeg ville invitere omkring 50 mennesker og der skulle jo gerne være plads til alle. Jeg vidste også, det ikke skulle være en klassisk tilbords-fest med suppe, steg og is. To eftermiddage brugte jeg på at besøge forskellige barer og caféer i København, som kunne tilbyde mig at leje deres sted. Ret hurtigt kunne jeg godt se, det ville blive meget dyrt (min. 15.000 kr.) og ingen af stederne var jeg helt forelsket i. Til sidst valgte jeg derfor at holde festen hjemme i mit lille baghus på Frederiksberg, hvor jeg også har en lille gårdhave. Plads er der ikke meget af, men til gengæld er der hyggeligt.
Mad – Nemt og lækkert, tak!
Jeg har været til mange fester gennem mit liv – og hvis der er én ting, jeg har lært, så er det, at man hurtigt kommer til at stresse som vært. Det var meget vigtigt for mig ikke at gøre det.
Derfor besluttede jeg hurtigt, jeg ikke selv skulle stå i køkkenet. Jeg bookede derfor drengene fra Takos for Tacos som kom og satte deres madvogn op og serverede det lækreste latinamerikanske gademad. Dem kan jeg virkelig anbefale. Det bidrog også til, at ingen sad rigtigt til bords, men at nogle sad, andre stod og nogle hang oppe ved maden.
Dessert
Helt voksen er jeg ikke endnu – for jeg glemte alt om desserten indtil to dage før festen. Og med et princip om, jeg ikke selv skulle stå i køkkenet, måtte jeg være lidt kreativ. Jeg endte med at leje en softicemaskine gennem en ven. Sådan nogle kan lejes mange steder på nettet. Det var ikke dyrt – men gav til gengæld festen det ekstra. Maskinen kørte fra gæsterne kom og både børn og voksne synes, det var virkelig sjovt. HUSK masser af krymmel og lækre toppings. Så er det altså en vinder.
Drikkelse
Det blev til en tur i Føtex efter ’hellere-for-meget-end-for-lidt-princippet’.
Pynt
Jeg er fan af at arrangere en god fest og pynten er også en vigtig del. Jeg søgte derfor efter pynt på Google og endte med at finde de fineste guirlander. Derudover, købte jeg også helium og en masse balloner. Resten bestod af massevis af stearinlys og lyskæder.
Tøj og hår
Jeg fandt den fineste kjole fra Ganni på nettet. Den var både vild i farven OG havde glimmer på sig. Det er lige efter min smag. For at gøre det lidt mere festligt, bestilte jeg en blomsterkrans hos den nræmeste blomsterhandler, som jeg havde i håret. Det er ikke sidste gang, jeg gør det.
Underholdning
Nu til det aller sjoveste. For det bedste jeg ved til en fest, er hvis der er god underholdning. Jeg havde derfor planlagt en overraskelse til mine gæster. Efter maden havde jeg booket en fyr ved navn Samuel. En skøn afrikansk danser, som kom i afrikansk tøj og med en tromme. Her efter fyrede han mildest talt op under festen. Alle var med til at danse og synge og de afrikanske rytmer kunne høres flere gader væk, tror jeg. Det var simpelthen så sjovt – og så fik det også rystet festen godt sammen.
Det var grundopskriften på en af de dejligste aftener i mit liv. Selvfølgelig tilsat en masse Bourgogne. Hurra for Karen Blixens ord – og for at blive lidt mere voksen.