GO'NOVAs Julesang 3 er ude nu!

NOVA har årets julehit klar. GO'NOVA har indspillet deres tredje julesang. Denne gang sammen med ingen ringere end DJ og musikproducer Faustix.

GO'NOVA Julesang 3
Udgivet
Sidst opdateret

GO'NOVA har for tredje gang kastet sig ud i kunsten at kreere en julesang, så vi også kan komme i den helt rette julestemning - trods energikrise og inflation.

GO'NOVAs første Julesang blev udgivet sammen med Joey Moe og producer Kasper Falkenberg i 2020. Sidste år fik de endnu engang hjælp fra Kasper Falkenberg til at få lavet Julesang 2. Og nu kommer så den oplagte Julesang 3.

Selvom det er den tredje julesang, vi udgiver, så er det altid med lidt ærefrygt over, hvordan den vil blive modtaget. Vi er vildt glade for, at Faustix hoppede med på ideen, og for den geniale hjælp fra Nicolaj Rasted,” udbryder værterne i kor – et kor, som næsten lyder lige så flot som det på julesangen.

Julesang 3 er modsat de andre år en vaskeægte jule-dak, og det kunne Faustix ikke modstå at være en del af.

Det er min første julesang og hvem ved, måske også den eneste. Hvilken debut at få lov til at lave den med mine yndlingsmorgenværter. Og så som en rigtig jule-dak. Det tror jeg ikke er hørt før. NOVA disker op med de svedigste samfundsaktuelle oneliners, og jeg har fået lov til at lave rullebas. What’s not to like," lyder det fra Faustix.

På årets julehit kan du høre morgenværterne Mai-Britt Vingsøe, Dennis Ravn og Signe Krarup. Med på Julesang 3 kan du også meget tydeligt høre produceren (og nej, han er ikke musikproducer) Casper Hjorth, samt praktikant Lærke Christensen.

Faustix er DJ og musikproducer med flere kæmpe hits bag sig. Han producerer til sig selv og laver remixes og collabs med andre artister. Udover GO'NOVA har han blandt andre arbejdet med Diplo og Major Lazer.

Lyt til Julesang 3 lige her.