Pop FMs madplan - Fish 'N' Chips

Vi har dagens ret klar til dig - Fish 'N' Chips

Karsten Kroman på Pop FM
Udgivet
Sidst opdateret

På madplanen i aften står der fish’n’chips. Karsten Kroman fra kokkeskolen All About Cooking, har lavet sin egen version af den traditionelle engelske ret.

Kromans fish ’n' chips

Opskrif til 4 personer

Ingredienser:

  • 1 Kulmule på ca. 2,5 til 3 kg
  • - eller ca. 1-1,5 kg filet af kulmule
  • 800 g kartoffel – Sort: Estima eller Bintje
  • 200 g 5-kornsflager
  • 2 æg
  • 200 g mel
  • 2 l fritureolie
  • Salt

Fisken skæres ud i fileter. Skær halestykket fra og del resten i 2 halvdele, der igen deles i 3 - 4 stykker på langs. Vend fiskestykkerne i mel, dernæst i æg pisket med vand op panér dem til sidst i grovhakkede eller let blendede 5-kornsflager. Fisken bages i en gryde med 180 grader varm fritureolie efter kartoflerne er færdige.

Pommes frites (kaldes chips på engelsk)

Kartoflerne skylles grundigt og skæres i stænger til store pommes frites. ’Stængerne’ koges møre i letsaltet vand. Tag dem op af vandet og læg dem til tørre på et viskestykke. Bag dem sprøde og gyldne i en gryde med 180 -190 grader varm fritureolie. Drysses med salt.

Remoulade af hjemmelavet mayonnaise og pickles

Hjemmelavet gul mayonnaise til remoulade

Ingredienser:

  • 2 pasteuriserede æggeblommer (1 bæger)
  • ½ ’æggebæger’ eddike
  • 3 dl solsikkeolie
  • 1 tsk. gurkemeje
  • Salt

Fremgangsmåde:

Kom æggeblommer, salt , gurkemeje og eddike i et bæger og pisk det grundigt med en stavblender i ca. 1 minut. Herefter tilsættes olien lidt efter lidt. Du kan også bruge en skål og en el-pisker – det tager blot lidt længere tid. Pisk æggeblommeblandingen i 2 – 3 minutter til den er rigtig luftig og tilsæt herefter olien lidt efter lidt.

*Pickles – nemt og hurtigt at lave af stumper og stykker fra grøntskuffen*Pickles – nemt og hurtigt at lave af stumper og stykker fra grøntskuffen

Ingredienser

  • 1 gulerod
  • ½ blomkålshoved
  • 1 squash
  • 1 rød peber
  • 1 grøn peber
  • 1 glas syltede løg
  • ½ l eddike
  • 450 – 500 g sukker
  • Evt. 1 spsk. fennikelfrø

Fremgangsmåde:

Kog en lage af eddike og sukker – evt. med fennikelfrø. Stil lagen til afkøling.

Skær blomkålen i små buketter. Skær squashen i kvarte skiver. Skær den skrællede gulerod i skiver. Skær peberfrugterne i tern. Blancher alle grønsagerne i letsaltet vand i ca. 1-2 minutter. Lad grønsagerne køle lidt af inden de blandes i eddikelagen. Opbevar den i en bøtte med låg på køl. Pickles’en kan bruges efter få timer men er bedst dagen efter. Den kan holde sig i rigtig lang tid i køleskabet og er et velsmagende tilbehør i mange forskellige sammenhænge.

Til remoulade tages en passende portion i forhold til den mængde remoulade du vil lave og lægges på køkkenrulle til afdrypning, så remo’en ikke bliver for tynd. Grovhak eller finhak – alt efter temperament - pickles’en og kom den i en skål. Tilsæt en passende mængde gul mayonnaise og remouladen er færdig.

Velbekomme!

Lyt med på Pop FM hver tirsdag eftermiddag, når Karsten Kroman giver dig tips til hverdagsmaden.