Pop FMs madplan: Kromans Juleand med rødkål

Ingen jul uden andesteg, og vi har opskriften på den helt rigtige af slagsen

Andesteg til juleaften
ForfatterUdgivet
Sidst opdateret

Opskrift på Karsten Kromans andesteg med rødkål.

Andesteg

Ingredienser

  • 1 and på 3200 g - helst 14 uger gammel
  • 1-2 æbler
  • ½ pose Sunsweet svesker
  • Lidt honning
  • 1 appelsin
  • Salt

Fremgangsmåde

Anden gåes grundigt efter for fjerrester og rester af indvolde. Vælg en 14 ugers and som nok er lidt dyrere - til gengæld er der meget mere kød på og smag i den.

Fyld den med æbler og svesker. Grunden til at den fyldes med æbler og svesker er ikke så meget et spørgsmål om smag - det handler i virkeligheden om at tilføre rapanden fugtighed undervejs i stegningen. Man kan derfor også vælge at fylde den med en blanding af svesker, figner, abrikoser udblødt i kogende vand tilsat ægte vanille og lidt nødder, hvis man vil prøve noget andet.

I denne opskrift fyldes anden med æbler og svesker krydret med salt, peber og en velsmagende honning, som søder blandingen en lille smule. Tag kernehuset ud af æblerne og skær dem i små stykker. Læg dem i en skål sammen med ½ pose svesker pr. and. Tilsæt havsalt og honningen og vend det hele grundigt rundt med en grydeske inden det fyldes i anden. Sæt gerne anden på højkant mens den fyldes og pres gerne rigeligt med æbler og svesker ind i den. Bind anden op med bomuldssnor. Hvis man undlader opbindingen kan vinger og ben stritte i alle retninger efter stegning, og det ser alt andet end pænt ud. Opbindingen er nem at klare. Bind lårene sammen så de krydser og før bomuldssnoren op langs begge sider på anden og bind enderne sammen oppe ved halsen. Stram godt til så brystet på anden hæves op, og lår og vinger ligger tæt ind til kroppen.

Med rene hænder eller en bagepensel vædes hele anden nu grundigt i appelsinsaft. Saften hjælper til med at sikre en flot ensartet brun farve efterhånden som stegningen skrider frem. Til sidst krydres med fingerknust havsalt og anden er klar til at komme i ovnen. Sæt den på bradepanden og steg den ved 150° C. i ca. 1 1/2 til 2 timer eller indtil den har en kernetemperatur på 92 (93) grader i det tykke sted mellem lår og bryst.

Kromans (uortodokse) rødkål

Ingredienser:

  • ½ rødkålshoved
  • Ca. 200 g sukker
  • Ca. 1-1½ dl. eddike
  • 250 ml. solbær eller kirsebærsaft
  • Olie, smør eller andefedt
  • 1 pose skovbær

Fremgangsmåde

Snit rødkålen i passende stykker – ca. 5-10 mm brede strimler, som ikke må bør være længere end ca. 7 cm., hvis de også skal kunne komme ind i munden uden at skulle spises som spaghetti.

Sauter kålen i smør, olie eller andefedt – må ikke brune. Tilsæt sukkeret og en halv flaske solbærsaft samt eddiken. Kog den i 10 – 15 minutter eller til kålen er mør men stadig har bid. Smag til med lidt andefedt, salt og en lille smule friskkværnet peber. Lige inden servering vendes en pose blandende bær forsigtigt rundt i den varme kål. Bærrene må gerne være halvfrosne, når de blandes i, så de ikke går i stykker. Det giver en meget dekorativ rødkål med en frisk og lækker smag.