10 hurtige til Mikkel Rask: om at trolle Christian Fuhlendorff og kæmpe for sine chips
Komiker Mikkel Rask har lagt vejen forbi Radio 100, og vi har fanget ham til 10 hurtige spørgsmål på farten.
Sidst opdateret
Mikkel Rask er snart aktuel med sit show "RASENDE", som han turnerer med i efteråret. Og så er han en del af vores fantastiske line-up til Radio 100 Comedy Night, som du kan nå at vinde billetter til! Vi varmer op til showet med en spørgerunde lige her:
1. Hvis du skulle vælge én sang til at beskrive dit liv, hvilken sang skulle det så være? »”The Boxer” af Simon & Garfunkel. Det er ikke fordi jeg har fået særligt mange tæsk, men det er faktisk min yndlingssang, selvom den lyder rigtig dårligt – deres instrumenter er ikke så gode deri. Men jeg synes, at teksten er helt fantastisk. Det handler om en ung mand, der kommer til storbyen og skal prøve at klare den. Han har lyst til at tage hjem og give op, men så klarer han det alligevel. Det er sådan en sang jeg hører, når jeg er rigtig ulækker og tænker romantisk på mig selv og mit liv«.
2. Hvilke tre ord vil din bedstemor bruge til at beskrive dig?
»Jeg tror hun ville sige nørdet, distræt og sød. Og så ville hun give mig en kage lige bagefter«.
3. Hvis du ikke var komiker, så var du..?
»Ulykkelig! Eller måske gymnasielærer. Så ville jeg undervise i engelsk eller oldtidskundskab. Jeg havde selv en meget dramatisk lærer i oldtidskundskab, som på et tidspunkt kom ind efter vi havde afleveret opgaver, der var så dårlige, at han smed sig på skrivebordet. Da vi så spurgte ham, om vi skulle lave noget, sagde han: ”Man taler ikke til en død mand”. Den slags flamboyante lærer kunne jeg godt tænke mig at være«.
4. Hvad er du stolt af ved dig selv?
»At jeg er far og ikke er løbet skrigende væk endnu«.
5. Hvad er noget pinligt du har oplevet?
»Jeg kan huske en gang for mange år siden – jeg har været 13-14 år – der skrev jeg med nogen på et internetforum, at jeg havde hørt et show med Christian Fuhlendorff, og det synes jeg sgu ikke var så godt. Jeg skrev at jeg troede, at jeg en dag kunne lave noget lige så godt. Men så finder han mig simpelthen - Christian Fuhlendorff er meget aktiv på internettet i den periode – og sender mig en besked og siger: ”Hey, det synes jeg da ikke er så fedt sagt” og sådan noget. Og så pakkede jeg fuldstændigt sammen. Det var så pinligt. Jeg tror, han har tilgivet mig nu, men jeg er ikke helt sikker.
Siden da har jeg ikke været en hater på internettet«.
6. Hvad får dig altid til at grine?
»Tim & Eric. Det er et amerikansk sketchshow, der er 10-12 år gammelt. Det er så vanvittigt mærkeligt, det får mig altid til at grine«.
7. Hvad går igennem dit hoved sekunderne inden du træder ind på scenen?
»Om jeg har tisset, om jeg skal tisse og om jeg har lynet mine bukser. Dengang jeg skulle optage mit første onemanshow, måtte jeg afbryde optagelsen 45 minutter inde og sige: ”Hæng lige på! Stop! Frys hvor I er! Jeg skal simpelthen tisse.” og så løb jeg af scenen. Det er aldrig nogensinde sket før eller siden. Kun på denne her optagelse til TV«.
8. Hvad er din guilty pleasure?
»Chips, chips, chips. Jeg har engang gået 3 kilometer i regnvejr, selvom jeg boede lige oven på en 7/11, fordi de havde ikke den slags chips jeg gerne ville have«.
Og hvilken slags chips er værd at gå 3 kilometer for?
»Det er faktisk den klassiske Taffel med salt«.
9. Hvad er din drøm for fremtiden?
»At blive ved med at lave onemanshows og måske skrive en bog eller lave en TV-serie. Mere generelt for fremtiden håber jeg, at når der bliver krig om ressourcer, så kommer mine børn til at vinde«.
10. Har du et godt råd til andre, der drømmer om at være komiker? »Lad være med at skriv til dine idoler, at de ikke er så gode alligevel. Opfør dig ordentligt«.