Dem kan du opleve til ‘20 år med Radio 100’ på Bremen Teater
Sidst opdateret
Vi har inviteret en perlerække af Danmarks allerbedste komikere, Lasse Rimmer, Carsten Eskelund, Natasha Brock, Brian Mørk og Lars Hjortshøj, til at optræde til ’20 år med Radio 100’ mandag d. 27. november 2023 på Bremen Teater, for at fejre, at vi har været 20 år i æteren. Find ud af, hvordan du kan komme med her og læs mere om de optrædende komikerne her:
Lasse Rimmer er hele Danmarks Stormester, og kender du ham ikke fra Stormester, så gør du nok fra de utallige andre tv-programmer eller stand-up shows, som Lasse har lavet i løbet af sin karriere; Casper & Mandrilaftalen, Live fra Bremen, Krejlerkongen eller et af hans mange onemanshows. På Radio 100 har Lasse også sat sit aftryk som vært fra stationens spæde begyndelse på programmet Morgenhyrderne og senere på Morgen på Radio 100.
Lars Hjortshøj er en af dansk stand-ups koryfæer med over 30 år i bagagen og en fortid som vært på Radio 100. Desuden kender du ham som fast karakter i Klovn, hvor han sammen med Casper Christensen og Frank Hvam kaster sig ud i tåkrummende beslutninger. Lars har også vundet danskernes hjerter i serier som Langt fra Las Vegas og Sunday. Derudover er han en fabelagtigt stand-up komiker og har udgivet flere populære onemanshows.
Carsten Eskelund er for alvor ved at tage landet med storm med sine både populære og anmelderroste stand-up shows. Senest løb han afsted med to priser til UP-prisen, hvor han vandt anmelderprisen og årets show for sit stand-up show ‘Begrænset udsyn’, som han har turneret rundt med i landet. Carsten har også været forbi Radio 100 som vært igennem tiden.
Natasha Brock er en rutineret, men fremadstormende, stand-up komiker på den danske scene, og du har formentlig set hende i shows som Comedy Galla, DM i stand-up, Comedy Fight Club eller Grin til Gavn. Senest deltog hun i tv-programmerne Vild med Dans og Forræder og var for nyligt aktuel med sit soloshow Ha’ det godt i Natashaland.
Brian Mørk kender du fra showet med eget navn, Brian Mørk Show. Tilbage i 2007 brød han igennem i de danske tv-stuer, hvor kendte gæster og komikere improviserede sig frem til skøre og sjove historier. Du kender ham også fra Radio 100 og selvfølgelig stand-up scenen, hvor han har optrådt til Talegaver til børn og Comedy Aid og allersenest med sit onemanshow Brian er en Nar. Brian har senere udgivet en podcast ved navn Brian Mørk Show og har netop rundet jubilæumsafsnit 500.
‘20 år med Radio 100’ præsenteres af Kirppu – hele Danmarks Loppesupermarked.