Ortal Knudsen afslører sine personlige julefavoritter!

Læs her, hvilke sange Ortal sætter på i juletiden.

Ortal Knudsen
ForfatterUdgivet

Julestemningen er over os på Radio SOFT! Vi har fået en snak om julen med vores nye vært Ortal, som sender om morgenen kl. 6-9 på Radio SOFT. Hun afslører bl.a. sine absolutte julemusik favoritter!

Hvilken julesang er din all time favorite?

"Jeg har så mange julesange jeg elsker, det er svært at vælge, og det afhænger også meget af, hvilket humør jeg er i, i det øjeblik. Hvis jeg eksempelvis har brug for at koble af, eller føler jeg mig lidt sentimental, så lytter jeg ofte til Joni Mitchell med ’River’.- også uden for julesæsonen faktisk. Det er et af de smukkeste sange der er skrevet og jeg synes klart den er undervurderet som julesang. Det er en sang om en kvinde, der desperat ønsker at undslippe sin hjertesorg i julen. Den er i virkeligheden ikke særlig juleagtig, men den rummer så meget længsel og kærlighed, og refleksion over hvem der egentlig betyder noget i ens liv, når det kommer til stykket, og jeg synes klart julen også handler om refleksion, relationer og kærlighed.

Skulle jeg til gengæld vælge én julesang som altid kan bringe mig i julestemning og få juleglæden frem, så er det altså Chris Rea med ’Driving home for Christmas’. Den giver mig bare denne her varme følelse af, at man er på vej for at holde jul med familien, og at man glæder sig til at se alle dem man holder af, og det er i virkeligheden dét julen handler om. At være sammen med sine nærmeste."

Har du en guilty pleasure julesang, som du måske kun synger med på derhjemme?

Anders Matthesen med ’Jul på Vesterbro’.

"Jeg husker tydeligt første gang jeg stiftede bekendtskab med julekalenderen, men det jeg elsker ved soundtracket er, at den rammer en perfekt balance mellem humor og julestemning. - og så er det faktisk også en virkelig god og ’catchy’ melodi."

Hvilken julesang passer perfekt til julemiddagen og fuldender hyggestemningen?

Bing Crosby: ’White Christmas’.

"Man har gået og stresset over julegave, stresset i køkkenet juleaften, brændt sig på panden og bandet og svovlet over dét skind som ikke gider blive sprødt. Når julemaden så er klar og man skal til at sætte sig til bords, så spreder der sig sådan en dejlig ro over hele selskabet, og man får forløsningen på alle forberedelserne. Der passer ’White Christmas’ bare perfekt til at sætte de perfekte rammer!"

Hvilken børnejulesang hitter hjemme ved jer?

'På loftet sidder nissen'.

"Det var min yndlingssang som barn, den har en fantastisk historiefortælling. Og mine børn elsker den også. Jeg blev helt overrasket sidste år, over at mine børn kendte den, da vi skulle danse om juletræet. For jeg havde ikke selv sunget den for dem, men de havde åbenbart lært den udenad i børnehaven. Vi har en tradition i min familie om, at vi skiftes til at vælge julesange når der skal danses om træet. Man starter med de yngste og bevæger sig så op i alderen. Mine børn vælger altid ’På loftet sidder nissen’ men de er også meget glade for ’kender I den om Rudolf’."

Hvornår tænder du op for julemusikken derhjemme?

"Jeg starter altid den første december, med at tænde op for julemusikken, og pynte op og lave dekorationer med børnene. Men i løbet af december sætter jeg også julemusikken på, når jeg bare skal stå og hygge mig med madlavningen i køkkenet. Hvis jeg nogle gange ikke føler mig nok i julestemning, så sætter jeg bare julemusik på, og så hjælper det straks på det."

Hvad skal en julesang kunne for at få dig i den rette stemning?

"Jeg tror det vigtigste for mig, er, at julesangen fortæller en historie, og at der er følelser i spil. Den behøver ikke have nogle specifikke elementer, eller handle om traditionelle juleaktiviteter, så længe den rammer de følelser og tanker som man kan blive konfronteret med i julen. John Lennon og Yoko Ono’s 'Happy Xmas (War is over)' er et rigtig godt bud på en sang som jo ikke direkte handler om jul, men som berører nogle refleksioner om vores handlinger i løbet af året, næstekærlighed og alle vores ønsker og håb for det nye kommende år. Og dét i sig selv er nogle temaer, som julen åbner op for. Og så er der selvfølgelig koret som er med til at etablere julestemningen i sangen."

Lyt med på SOFT og se om vi også spiller Ortals favoritter!