Tina Hejbøls yndlings julesange

De tre bedste julesange til at bringe dig i julestemning

Tina
ForfatterUdgivet
Sidst opdateret

Der findes SÅ mange fantastiske julesange! Vi har spurgt vores egen Tina Hejbøl, som sender i weekenden kl. 10-14 på Radio SOFT, hvilke julesange der er hendes favoritter. Tina er kommet med hendes tre yndlings julesange, der med garanti bringer dig i julestemning!

Den ultimative: Wham ”Last Christmas”

Jeg elsker og har altid elsket Wham og George Michael, og Last Christmas bliver jeg bare aldrig træt af.

Den er for mig den ultimative julesang, med alt hvad dertil hører af bjælder, klokker og et stærkt iørefaldende omkvæd tilsat et godt stænk melankoli. Videoen gør kun oplevelsen endnu bedre – smukke mennesker i store vinterfrakker og med højt 80’er-hår. Love It!

Den klassiske: ”The Christmas Song”

Skøn klassisk julesang der på fineste vis rammer julestemningen og forventningens glæde hos store og små.

Sangen er indspillet i et hav af versioner. Den første indspilning med Nat King Cole fra 1946 er skøn, men jeg holder også meget af Christina Aguileras version fra 2000.

Den uundgåelige: Mariah Carey “All I want for Christmas is you”

Ikke til at komme udenom. Den slår den ene rekord efter den anden, som mest spillede, mest streamede og mest vedholdende julesang på hitlisterne. Vi elsker den, og det gør jeg også. Når den rammer højttaleren, bliver der skruet helt op og jeg – og mine børn – skråler med af fulde hals.