Top 3 over de bedste ballader ifølge Tina Hejbøl
Det er de store kærlighedssange, der aldrig går af mode, og som vi kan lytte til om og om igen.
Om det er sangene du hører, når du skal erklære din kærlighed eller sangene du ved, at du altid finder trøst i, når hjertesorgen rammer - Så har vi alle sammen hørt dem utalige gange, sunget med på dem og kunne relatere til dem på den ene eller den anden måde.
Der findes et hav af gode sange derude, og det kan være utrolig svært at vælge mellem dem alle. For at få et lille overblik over de bedste af slagsen, har vi spurgt vores egen Tina Hejbøl, som sender i weekenden kl. 10-14 på Radio SOFT.
Tina er kommet med et fremragende bud på, hvilke sange der - ifølge hende - har gjort sig fortjent til at tage de tre øverste pladser. Hun er gået lidt længere tilbage i arkiverne, og har fundet nogle klassikere frem som, ifølge hende, er nogle af tidens bedste ballader:
1. George Michael - Jesus to a child
Ingen over og ingen ved siden af George Michael, mit allerstørste idol gennem tiden. Han mestrede det hele - både de svedigste dansehits og de smukkeste ballader, altid overlegent eksekveret vokalt og musikalsk. Sorgen over tabet af den elskede bearbejdes på smukkeste vis på dette mesterværk af en sang.
2. Michael Bolton - How am I supposed to live without you
En af de sange hvor hjerte i den grad rimer på smerte, og det er så det driver ned ad væggene. Jeg elsker det!
3. Whitney Houston - Run to you
Fra Bodyguard-filmen som er fuld af skønne sange. Whitney synger som en drøm, og her går melodi, tekst, vokal og indføling bare op i en højere enhed.