Er du dum, det bliver vildt når Icekiid rammer The Voice '22

Er du dum, det bliver vildt når Icekiid rammer The Voice '22
Udgivet
Sidst opdateret

The one and only Icekiid er rapper, sangskriver og et platinsælgende musikfænomen. Han laver afrobeat- og dancehall-inspireret hiphop, der er perfekt at danse til. I 2016 slog han igennem med nummeret ”Blondiner og Brunetter” og året efter lavede han “Gulddans” i samarbejde med FCK, som en hyldest til holdets mesterskabssejr. I 2020 udgav Icekiid og Kesi EP’en 72 Timer sammen, efter en tredages tur i sommerhus med et hold prominente hiphopproducere og masser af drinks.

Icekiids karriere stak helt af, da hans kæmpehit ”ErruDumEllaHvad” landede. Singlen lå nummer et på alle hitlister, da den udkom, og i dag er det nok de færreste, der ikke har sunget med på: ”Ah, ro på. Ice kommer ind med fede sko på!” Faktisk er ”ErruDumEllaHvad” også internationalt anerkendt, og den er med på soundtracket til det verdenskendte fodboldspil FIFA 21. Vi er hyped over at præsentere Icekiid til The Voice ’22 – er du dum, det bliver vildt!

The Voice '22 præsenteres i samarbejde med Pepsi MAX

Udgivet af: Sofie Vitalis