Astrid S er aktuel med nye poptoner

Astrid S med 'Emotion' er denne uges Digster Darling

Astrid S med 'Emotion' er denne uges Digster Darling
ForfatterUdgivet

Den norske sangfugl Astrid S er i øjeblikket aktuel med nummeret ’Emotion’, der er efterfølgeren til den storhittende single ’Think Before I Talk’.

Astrid kommer fra den lille by Berkåk, der ligger i hjertet af Norge, men selvom Astrid kommer fra en by med mindre end tusinde indbyggere kan hun i dag kalde hele verden for sin legeplads. Hun er naturligvis elsket i hjembyen – ja faktisk hele hjemlandet og har i Norge således oparbejdet en stærk fanbase, men Astrid er samtidig godt på vej til at udnytte sit vaskeægte poppotentiale til at blive en global superstjerne.

Astrid S, der fylder 22 år i denne måned, startede allerede som 5-årig med at tage klavertimer, som 16-årig deltog hun i den norske udgave af Idol og som 17-årig droppede hun ud af skolen for at satse 100 procent på musikken - en beslutning, der skulle vise sig at være ret smart.

Kort efter kom hun nemlig på tour med Troye Sivan og hittede med nummeret ’Hurts So Good’, der i dag er gået 5 x platin med knap 200 millioner streams – alene på Spotify. Om det kommer til at gå lige så godt for Astrid S' nyeste single 'Emotion' kan kun tiden vise, men singlen har bestemt et stort potentiale.

For nyligt lagde sangerinden et lille sneak peek af singlen ud på Instagram:

Sidste år må dog siges at være året, hvor vi i Danmark virkelig fik øjnene op for Astrid S, da sensommerbaskeren ’Think Before I Talk’ strøg til tops på både den danske radiochart og lagde sig blandt toppen på streaminghitlisten. Enhver teenagepige eller barprinsesse kunne derefter synge de velkendte linjer ’So maybe I should think before, maybe next time I'll think before I talk’.

Nummeret har i dag indkasseret ikke mindre end 12 millioner streams, blot i Danmark – og nummeret er således for længst gået platin herhjemme, mens det på verdensplan har passeret over 100 millioner streams.

Se musikvideoen til monsterhittet 'Think Before I Talk' lige her:

Folk har ventet i spænding, men nu er hun endelig klar med ’Emotion’, der handler om den smerte forvoldt gennem et forhold fuld af løgn. Om ’Emotion’ siger Astrid selv:

"’Emotion’ handler om den slags forhold, som mange mennesker nok går igennem. Og den blev virkelig skrevet lige på bristepunktet’."

Astrid S har desuden ”lånt” sin smukke vokal til artister som Katy Perry og Avicii, og hun har ligeledes arbejdet sammen med artister som Blonde, Matoma & Shawn Mendes.

I hjemlandet har hun modtaget et hav af priser, blandt andet en norsk grammy for ’Best Newcomer of the Year’ ligesom hun ved MTV EMA sidste år blev årets norske act.

Hendes sidste solo tour ’The Party’s Over Worldtour’ – var komplet udsolgt og tog hende således gennem Europa, Australien, New Zealand og Nordamerika.