Danmarks nye unge danske talent, Milbo, er ude med ny single
Milbo med 'Altid På' er denne uges Topsify
Milbo er navnet på et forholdsvist nyt ungt dansk talent. Med sine kun 18 år har han allerede udgivet to singler, et i eget navn og et med vennen Ealay, og udover det har han allerede spillet flere live jobs; blandt andet på Rust og senest som opvarmning for Skinz på Ideal Bar i starten af februar. Nu er han klar med næste skud på stammen nemlig singlen "Altid På", som er en hyldest til hans bedste venner, der altid er der.
"Altid På" er dedikeret til de mennesker i hans omgangskreds, som har været der gennem tykt og tyndt, og den handler derfor overordnet om det venskab Milbo har med de venner, og det faktum at de altid har hans ryg. For Milbo er "Altid På" en sang, som kun han kan lave for som han siger:
"Ingen kan jo have lige så gode venner som jeg har".
Milbo er oprindeligt fra Rødovre, hvor han startede med at lave musik allerede som 14 årig som en reaktion på at alle de andre drenge i klassen spillede fodbold, og det ikke lige var hans ting. Det gjorde, at han hurtigt udviklede venskaber med nogle fra de ældre klasser som også rodede med musik, og det gav ham blod på tanden til at fordybe sig mere i musikken og dygtiggøre sig.
Nu er han klar med singlen 'Altid På', som er denne uges Topsify! Du kan høre singlen lige her.