Den danske rapper Gobs er nu ude med ny single!

Gobs med 'Drømte' er denne uges Topsify!

ForfatterUdgivet

Efter en massiv succes med sin seneste single, ”Startede Sammen”, som gik ind på Spotifys danske top 30, er den danske rapper, Gobs, nu ude med ny single, “Drømte”.

Inspirationen til ”Drømte” opstod en aften, hvor Gobs var i studiet, omringet af sine bedste venner. De hørte musik og hyggede sig, og Gobs blev klar over, hvor meget han nyder situationer som disse. For Gobs er det vigtigt, at folk der hører hans sange kan relatere til dem. Og det er op til hver enkelt, hvordan lyrikken og stemningen kan forstås, og hvilke følelser de kan bringe frem. Men de er altid fortalt ud fra hans egne oplevelser, og den effekt de har på ham.

Gobs fører os endnu engang ind i et stemningsfuldt og hudløst ærligt univers, hvor drømmene stadig lever. Et kendetegn ved Gobs’ sange er den måde, Gobs lukker lytteren ind i sin verden og deler tanker og følelser fra sin musikalske rejse og sit liv. Og den unge rapper er nået langt på rekordtid. I den nye sang synger han bl.a. om vigtigheden i at nyde den rejse, man er på, og ikke kun se slutmålet som den eneste succes. Selve rejsen dertil kan være lige så værdifuld.

Gobs har med sine seneste singler oplevet massiv opbakning inden for det danske urban-miljø. Særligt singlen ”Startede Sammen” gav i efteråret 2019 bred genklang i det danske urban-landskab, og brød tilmed gennem muren til et større publikum med Gobs’ første top chart-placering. Sangen spredte sig som ringe i vandet, og på sociale medier så man sangen opnå en massiv hype, idet flere hundrede mennesker delte sangen inden for det første døgn, heriblandt mange prominente aktører inden for hiphop- og celebrity-miljøer i Danmark.

Bag navnet Gobs gemmer sig en ung mand fra Roskilde ved navn Victor Gaardboe. Inden kunstnernavnet kom til ham, havde Victor længe rappet for sjov, men det var først da han hørte sin stemme indspillet for første gang, at han fik blod på tanden og oplevede musikken trække ham længere ind. Ved at høre mulighederne i, hvordan hans stemme kunne lyde på tracks, åbnede der sig en ny verden for Gobs. Og dermed fulgte store ambitioner om at udvikle hans evner, hvilket førte til udgivelsen af de første par undergrunds-singler. Gobs’ musikalske rejse førte i 2019 til en pladekontrakt.