Reem er ude med ny single
Ugens Topsify er Reem med 'Flip The Switch'.
Reem, som startede karrieren med en 2. plads i X-Factor i 2016, er ude med sin nye single 'Flip The Switch'.
Reem betyder bambi på arabisk og når man møder den 22-årige sangerinde og danser, forstår man godt, hvorfor hendes forældre endte på lige netop dét navn. Men udover de store, tegneserie-smukke øjne, er der ikke meget bambi over Reem. På trods af sin unge alder, har hendes mange års erfaring med musikbranchen støbt et fundament af kompromisløs artistisk selvforståelse. Her står Reem, med ben i næsen og fødderne solidt plantet – for selvom drømmen om at leve af sin musik svæver over Reem hvor end hun går, holder hendes ukuelige integritet og selvrespekt hende på jorden.
Reem fortæller: ”Når man er vokset op multikulturelt, er det nemt at føle sig splittet, men jeg har fået det bedste af to verdener og i dét krydsfelt, har jeg virkelig fundet ud af, hvem jeg er. Når man er ung vil man gerne passe ind og følge flokken og det kræver meget mod og energi at finde helt ind i sin egen kerne”.
VI glæder os til at høre mere fra Reem, som udgiver en EP med 5 spritnye numre senere på året.