Scarlet Pleasure udgiver nyt elekro-hit til årets forårs- og sommerfester

Ørehængeren 'Somebody Else' er ugens Voice Choice

Scarlet Pleasure udgiver nyt elekro-hit til årets forårs- og sommerfester
ForfatterUdgivet

Ovenpå album-udgivelse, Oscar-hit og med stor, landsdækkende efterårstour på plakaten er Scarlet Pleasure nu klar med ny single – til foråret, sommeren og øregangene!

Bandet blomstrede ind i efteråret 2020 med udgivelsen af albummet ’Garden’, som endnu engang viste hvorfor den københavnske trio er et af de mest interessante og vedholdende hit-bands på den danske musikscene. Samtidig har bandet opnået fornyet international bevågenhed med kæmpe-hittet, ’What A Life’, der satte det musikalske punktum i den ikoniske slutscene i Thomas Vinterbergs Oscar-vindende og internationalt anmelderroste filmsucces, Druk.

Nu er Emil Goll (vokal), Alexander Malone (bas) og Joachim Dencker (trommer) tilbage og klar til – på ny – at overraske og sætte sig fast i øregangene hos landets popfans med nummeret ’Somebody Else’.

Det er lyden af Scarlet Pleasure som aldrig før; som dans under en stjerneklar sommernattehimmel, beruset til lyden af Kraftwerk på steroider. Det mere elektroniske, nærmest disco-inspirerede lydbillede på den nye single, overskygges dog ikke af drengenes umiskendelige evne til at skrive et hit.

Scarlet Pleasure kan opleves live med ’Somebody Else’ – og endnu mere ny musik på sætlisten – når de drager på deres første landsdækkende spillestedstour siden 2016 i efteråret 2021.